
Foto: Merete Hattesen.
Hund og hund - øh, hest - imellem. De er i hvert fald næsten lige store.
Landsskuet i Herning er et "must" i vores familie. Lige siden jeg var barn og begyndte at komme på "ungskuet", som det hed dengang, sammen med min far, har jeg elsket og set frem til dette show hvert år. Ikke fordi jeg skal købe noget eller studere specielle dyr - bare for at indsnuse stemningen.
Show er vel den bedste betegnelse for denne blanding af dyr, savsmuld, børn, klapvogne, hestevogne, støv, maskiner, pølser og kramboder. For ikke at forglemme de mange forskellige opvisninger - lige fra kaninvæddeløb, grisevæddeløb, fåreklipning, havefordrag, jagthundeshows, fremvisning af gamle husdyrracer, udendørs kokkerier, jagthornsblæsning, bue- og lerdueskydning og masser af hesteshows med tempo, spænding og elegante kunstner - til motorcykler og traktortræk . Ja selv Sigurd Barret blev der plads til.
I år var det 100 år siden, det første ungskue i Herning blev holdt, og man kunne tage med på en historisk rundtur. Egentlig oplever jeg ikke den store forskel på skuet fra år til år. Det er hvert år den gammelkendte og hyggelige oplevelse - akkurat som sidste år. Men ser jeg mange år tilbage på mine barndomsbesøg, er der selvfølgelig foregået en stor forandring. Ikke kun i billetpriserne, men i særdeleshed også i det publikum, der besøger skuet. Dengang var det landbrugets folk, der kom for at udstille deres dyr. I dag er det i høj grad byfolk, fritidslandmænd og børn, der kommer for at nyde de mange dyr og varierede opvisninger og shows. En bred folkefest i landbrugets tegn.
Igen i år var der rigtig, rigtig mange aktiviteter for børn nede i den fjerneste ende af pladsen. Jeg tager virkelig hatten af for, at børnene får mulighed for at malke en ko, fodre en kalv, klappe en gris, studere de mange dyreunger, lave mad på bål, lege i en kæmpe halmrutsjebane, mærke fornemmelsen af korn mellem tæerne og under trøjen, se hvordan man parterer et rådyr, og deltage i mange andre sjove aktiviteter. Det trak heldigvis meget mere end tivoliet, der ikke havde mange kunder.
Er man barn af dansk landbrug, kan man ikke undgå at nyde Landsskuet. Et er i hvert fald sikkert, jeg skal også til Landsskue næste år - og det næste...
Til koparaden torsdag var nogle af køerne malet og dekoreret i flotte mønstre. Og vakte berettiget opsigt.
Til koparaden torsdag var nogle af køerne malet og dekoreret i flotte mønstre. Og vakte berettiget opsigt.
Effektiv reklame for det nye koncept: Salling-studen, som vi før har omtalt i Land & liv.
De mange børn på Landsskuet i Herning var vilde med Dansk Jægerforbunds stand, som bød på mange sjove aktiviteter. Her kunne børnene blandt andet se, hvordan et rådyr parteres og derpå tilberedes på grillen. Senere var der smagsprøver.
Lidt kunstnerisk har man da lov til at være i køkkenhaven. Og så forhindrer pileflettet, at ærterne vælter.
En bombastisk og pompøs pergola af råt træ med barksider. Men meget dekorativ. Og i hvert fald holdbar. Ved siden af ses en af de specielle mexikanske hængekøjer, som varmt kan anbefales.
Inspiration til hvordan man indretter et ugenert badehjørne i haven.
Denne meget flotte bålplads kunne jeg godt tænke mig hjemme i min have.
Måske ikke ligefrem et egentligt højbed, men det lugter lidt af det. Det er i hvert fald en nem måde at afgrænse bedet på, og de rå træstammer er meget dekorative i haven. Desværre er holdbarheden nok begrænset, når der er jordkontakt, og træet ikke er trykimprægneret.