
Foto: Simon Jeppesen/POLFOTO.
Hesten Montoya var panisk bange for berøring af viftende plasticposer, som Monty Roberts ofte bruger for at konfrontere heste med deres angst, og vise dem, at der ikke er noget at være bange for. Poserne sad for enden af en pind, så han hele tiden kunne have den vigtige sikkerhedsafstand til hesten. Efter en god halv time accepterede hesten til sidst berøringen og faldt til ro.
Egentlig er det jo ganske simpelt. At kommunikere med heste på deres eget sprog. Vi taler jo heller ikke dansk til en franskmand, og forventer han forstår os. Hvorfor så forvente, at hestene forstår os, når vi taler til dem på vores sprog?
Måske fordi de færreste af os kender hestenes sprog. Og derfor ikke har andre muligheder.
"Jo vi har," mener den amerikanske hestehvisker, Monty Roberts, der er berømt for sine evner til at kommunikere med heste via kropssproget og bruge ikke-voldelige træningsmetoder og principper om samarbejde frem for dominans.
Han gav en stor demonstration i, hvordan man taler til heste på deres eget sprog, i juni måned på Vilhelmsborg hestesportcenter ved Århus. Dermed opnåede han fantastiske resultater på ingen tid.
Og han har da ret. Selvfølgelig kan vi hesteejere da sagtens lære hestens vigtigste kommunikationsmetoder - hvis vi vil. Tilmed behøver det ikke at tage ret lang tid - i forhold til, hvor lang tid det tager at lære fransk. Vi skal bare lære at tænke anderledes.
Effektivt sprog
Hvor effektivt det er at tale hestenes sprog med dem fremgik tydeligt på Vilhelmsborg, hvor Monty Roberts arbejdede med fire meget forskellige danske heste.
En rå, utilredet, men i øvrigt ukompliceret tre-års belgierhoppe, der altid havde gået i løsdrift og ikke var vant til berøring af betydning, blev vænnet til rytter på en halv time - uden protester.
Dernæst fulgte en følsom arabervallak på tre år, der reagerede meget aggressivt på berøring visse steder. Monty Roberts havde store problemer med at få den til at acceptere berøring af en pind med viftende plastikposer, som han ofte bruger for at konfrontere heste med deres angst og vise dem, at der ikke er noget at være bange for. Men efter godt en halv times ihærdig indsats accepterede hesten berøringen og faldt til ro.
En ellers sød og rar 11-årig hoppe, der har fået et par føl, ville ikke have rytter på. Monty Roberts satte forsigtigt sin erfarne rytter på hesten, men fik for første gang i sine mange shows en rytter smidt af efter en række seriøse bukkespring. Resolut spændte han i stedet en dukke på hesten, som efter endnu flere bukkespring til sidst accepterede den stædige rytter og faldt til ro. Og endda tillod den rigtige rytter at stige på. Monty Roberts' hjemmelavede bukkeseler, der forhindrer hesten i de værste bukkespring, var en god hjælp.
Læsser uden line
Prikken over i'et var en fire-årig pintovallak der nægtede at gå op i en trailer. Det tog normalt to-tre timer at læsse den for fire personer. Men efter få minutter fulgte hesten den amerikanske hestehvisker i hælene som et fromt lam. Også ind i traileren - og tilmed uden line.
Hemmeligheden bestod i at nærme sig traileren med hesten mange gange, og kort før traileren nægte hesten at gå derind - og starte forfra. Men hver gang kom de tættere og tættere på traileren. Til sidst ville hesten pludselig gerne derind - for nu måtte den jo ikke.
Efter 15 minutters arbejde kunne også ejeren af hesten trække den ind og ud uden problemer.
www.montyroberts.com, www.hippo-logisk.com, tlf. 45 86 64 54 15.
Belgierhoppen Zelda følger som alle de andre heste Monty Roberts som en hund - også uden line. Det til trods for at den næsten lige har mødt ham.
Monty Roberts bruger også en forlænget arm med en handske yderst til at vænne heste til berøring over alt - igen for at holde sikkerhedsafstanden.
Monty Roberts har en fænomenal og imponerende indsigt i hestens psyke.