
Foto: Vibeke Toft/Polfoto
Ved siden af ridehallen ligger de to nye løsdriftstalde. På Skelgaarden er der givet tilladelse til et hestehold på 50 dyr.
Palle Gade, 26, og hans kone Renie, 31, er et par hurtige unge mennesker.
Der gik få måneder, fra de mødte hinanden i 2004, til de have købt en ejendom i Benløse ved Ringsted for at realisere deres fælles drøm om en hestepension. Pigen fra Nordsjælland og landmanden fra Herning-kanten.
Men det tog rigtig lang tid og kostede cirka 35.000 kr. at få byggetilladelse til den ridehal og den hestestald, de søgte om tilladelse til at bygge i 2004. Det krævede nemlig landzonetilladelse og grundig behandling hos kommunen.
Færdig blev projektet i 2005 med en ridehal på 20 gange 60 meter og en Hit Aktiv-stald, hvor hestene går i løsdrift og fodrer sig selv via transponder op til 20 gange i døgnet. Og i hus kom også tilladelsen til at holde 30 heste på ejendommen, der har syv en halv hektar jord. Dertil kommer lejet jord til overholdelse af gødningsaftaler.
"Det var en sej kamp for os, for vi stod alene med myndighedsbehandlingen. Selve byggeriet blev udført at Gråkjær Staldbyg, som også var behjælpelig med myndighedstegninger." forklarer Palle.
Stutteri-landbrug
Senere blev Palle og Renie enige om, at de også gerne ville have stutteri med avlsheste, og dertil skulle de bruge endnu en stald. - og have tilladelse til at udvide hesteholdet til 50 dyr.
De valgte at gå til Østlige Øers Svine- og Byggerådgivning som hjalp dem med tegninger og myndighedsbehandling. Palle byggede selv stalden som blev færdig her i juli 2007.
Stald nummer to fik en meget hurtigere myndighedsbehandling. For nu var der tale om et landbrugsbyggeri til et stutteri.
Cand.agro. Peter Raabymagle, der er en af de to ØØSB-rådgivere, der har speciale i hesterådgivning og bygge- og myndighedsbehandling hos Østlige Øers Svine- og Byggerådgivning, forklarer her, hvornår et stutteri kan betragtes som erhverv.
"Ifølge en afgørelse i Naturklagenævnet kan et stutteri betragtes som erhvervsdrevet landbrug, hvis der er fem-syv avlshopper. Men hver enkelt sag skal vurderes selvstændigt.
Kommunen kan gå ind og vurdere, om der er tale om hobby eller erhverv. I nogle tilfælde skal man dokumentere, at man driver stutteri. Det kan ske via avlspapirer på hestene, budgetter og regnskaber. Når man bygger ny stald til et stutteri, behøver man ikke at anskaffe hopperne, før byggeriet er færdigt."
Forskellige haller
Selv om det var en langsommelig proces at komme gennem det første byggeri med landzonetilladelse, så har det også sine fordele. Renie og Palle Gade fik nemlig tilladelse til en ridehal på 20-60 meter, som er internationale mål og attraktivt for dem, der vil have heste i pension og mulighed for at træne til konkurrencer.
"Hvis de derimod havde bygget ridehal til stutteriet, så ville de højst have krav på at kunne bygge en hal på 20 gange 40 meter - igen en naturklagenævnsafgørelse - og hallen ville ikke uden videre lovligt kunne anvendes til hestepensionen."
"Derimod er der intet i vejen for, at ridehallen til hestepensionen kan bruges også til stutteriets heste," forklarer Peter Raabymagle. Han har fulgt Palle og Renies byggeri af stald nummer to fra start til slut og vil også være til stede, når Skelgården 22. september holder åbent hus for at præsentere det færdige projekt.
www.skelgaarden.dk
Østlige Øers Svine- og Byggerådgivning: www.svby.dk
Ridehallen, der er bygget til hestepension har internationale mål : 60 gange 40 meter. Christina, der har sin hest som pensionær på Skelgården, bruger flittigt hallen.