"Hver gang et stykke arbejde bliver mekaniseret, overgår det til manden. Meningen var vel egentlig, at det skulle blive lettere!"
Jeg har lånt en motoriseret hækkeklipper af min bror, og efter at have ryddet det meste bevoksning langs markvejen og det øverste af hækken, er jeg på udkig efter yderligere opgaver for den effektive maskine.
Det plejer at være min kone der klipper hæk. Men hun nægter at røre ved det elektriske monstrum.
"Det er du meget bedre til," siger hun smigrende, og jeg er selvfølgelig dum nok til at give hende ret.
"Det er ligesom med plæneklipperen," triumferer jeg. "Den nægter du også at sidde på. Hvorfor egentlig?"
Min kloge kone nedværdiger sig ikke til at svare på mit intelligente spørgsmål, men indskrænker sig i stedet til at anvise den næste busk, som skal beskæres. Som med et trylleslag er al min modvilje mod beskæring forsvundet.
"Traktoren har du heller aldrig siddet på," siger jeg og udfordrer skæbnen.
Så gider hun heller ikke høre på mere.
"Tror du ikke, at du bare skulle se at få udvidet hegnet til dyrene. Det må da snart være tørt nok til, at de kan græsse på resten af engen," svarer hun anelse hvast.
Og hun har ret: Selvom engen er våd som en svamp, og jeg derfor ikke har turdet lukke fårene ned på det midterste stykke, er den trods alt tørret så meget, at jeg godt kan udvide deres afgræsning.
"Jeg tager lige traktoren, når jeg skal ned med hegnspæle. Det er meget lettere, når man kan køre den," når jeg at råbe efter hende, inden hun med et "god fornøjelse" vender ryggen til.
Jeg gider ikke åbne leddet og cruiser i stedet ned langs ydersiden af hegnet. Det indebærer ganske vist, at jeg skal køre over en grøft, men det har jeg gjort masser af gange før. Jeg bliver godt nok en smule betænkelig, da jeg ser det våde græs i bunden.
"Men pyt," tænker jeg, "jeg kan altid nå at bremse, hvis forhjulene begynder at stikke for dybt."
Sekundet efter må jeg klamre mig til rattet, mens jeg stirrer direkte ned i jorden over traktorens stærkt skrånende forende. Forhjulene er begravet i stinkende mudder, og ethvert forsøg på at bakke viser sig umuligt.
De følgende par timer prøver jeg alt, hvad jeg kan finde på med donkrafte, taljer, skovle og raseri, indtil min kone med bekymret stemme råber oppe fra stuehuset: "Nu kommer du altså hjem. Jeg vil ikke have, at du kommer til skade med det der."
Modstræbende giver jeg op, og den næste halve time bruger vi til at drøfte, hvilken nabo vi kan belaste med en anmodning om at trække traktoren fri.
Næste morgen ringer jeg til Dansk Autohjælp. Tør ikke løbe risikoen for, at også en nabo kører fast på den våde eng. Et solidt træk og et par tusinde kroner senere er traktoren fri, og da den gule Unimog er ved at køre fast, fordi den synker i til akslerne under tilbageturen, takker jeg min skæbne for ikke at have bedt en nabo om hjælp.
Resten af hegningsarbejdet klarer jeg med trillebør.
Ugen efter er der ferie. Jeg har medbragt min brors effektive hækkeklipper til sommerhuset, og allerede anden dag kaster jeg mig over et buskads med snebær, som skulle have været ryddet for flere år siden.
"Godt man har maskiner til hjælp," siger jeg til min kloge kone, mens jeg holder en kort pause, tilfreds med det arbejde jeg har udført. For en gangs skyld giver hun mig ret.
Minutter efter at jeg har genoptaget arbejdet lyder der en knasende lyd fra gearkassen på den fine maskine, der herefter nægter at fungere.
Dagen efter køber vi for 199 kroner en ny grensaks.
Med dette primitive instrument klarer min kone at lægge resten af buskadset ned på en formiddag.