Tæt på naturen. Det kommer man for eksempel i et lille telt der blafrer i en regnstorm, som man ikke kan sove fra, når blæsten sætter ind midt om natten.

Jeg boede på campingplads i Vestjylland sidste i juni i sådan et lille telt. Det begyndte at storme og regne kl. 2. Kl. 5 opgav jeg ævred efter i flere omgange at have været ude at banke pløkkene fast igen og spænde barduner og lukke lynlåse. Det hjalp ikke tre minutter. Teltet truede med at stige til vejrs som en ballon. Jeg havde pakket mine tasker og var klar til flugt. Men inden alting blev revet i stykker, valgte jeg frivilligt at trække teltstængerne ud, så teltet klappede sammen over alt mit habengut. Så måtte jeg i gang med at kravle ind under den våde teltdug og hive tasker og udstyr fri. Ind i bilen med det. Noget blev hængt til tørre i det køkken, hvor jeg stod og drak te i timevis ind imellem redningsturene til teltet.

Da morgenen gryede, og det stadig regnede og blæste en pelikan, var jeg og mit regntøj gennemblødt, og jeg måtte tage til byen og sidde og vente til butikkerne åbnede for at købe nyt - tørt - regntøj. Det var en storm, der mere mindede om efterår end sommer. Og der hvor jeg flygtede hen, røg jeg et par dage efter ind i en haglbyge med kæmpe isklumper, der hamrede mod tag og ruder, så bilister måtte holde stille i vejkanten. Min høst af voldsomme ferieminder hører trods alt under rubrikken uforudsete frivillige fornøjelser. Men respekt for storm og regn og forståelse for høstvejrs betydning får man med sådan en omgang.

Vejret er har virkelig været noget at tale om denne sommer.