Fremtidens opfindsomme landbrug
MT Højgaard har i samarbejde med arkitekter fra Pluskontoret, Schønherr Landskab, Rambøll og flere landbrugseksperter forenet spændende arkitektur med industrialiseret og dermed relativt billigt byggeri i vinderprojektet, der skal blive til virkelighed hos gårdejer Arne Bech Poulsen, som er 12. generation på gården Vejling ved Lemvig. De gamle staldbygninger skal væk, og i stedet bliver gården centrum i en spiral af levende hegn.
Hvordan skal landbrug, landskab, dyrevelfærd og arbejdsmiljø forenes i det 21. århundrede? Det udskrev Realdania tidligere på året en konkurrence om. I sommer blev syv af de indsendte forslag kåret som vindere.
I tre af dem var bygningskontorer i Dansk Landbrugsrådgivning involveret. I det ene tilfælde drejer det sig om et produktionsanlæg til svineproducent Søren Hansen, Galten vest for Århus. Her foreslår vinderprojektet delvis underjordiske svinestalde med et drivhusanlæg ovenpå. Bag dette dristige forslag står blandt andre Østlige Svine- og Bygherrerådgivning.
Det andet projekt, som fandt nåde for dommerøjne, var en ny, stor kvægstald hos landmand Hans Jakob Fenger, Odder. Den blev rost for, at funktionalitet og logistik bygger på indsigt i, hvordan arbejdsgangene i en kvægstald fungerer - roser som Landbrugets Byggerådgivning/Tegnestuen Klint kan krediteres for et par stykker af.
Endelig blev et nyt staldanlæg til svineproduktion hos landmand Palle Joest Andersen, Hjørring, præmieret. Det blev blandt andet fremhævet for at imødekomme ejerens ønske om en løsning, hvor moderne svineproduktion går hånd i hånd med et godt forhold til naboerne. Med på holdet bag dette forslag er Bygningskontoret Nord/LandboNord.
Samlet set vurderer Realdania, at de syv vinderforslag viser en meget høj grad af opfindsomhed og evne til nytænkning. Det understreges imidlertid samtidig, at eksperimenterende byggeri typisk er meget dyrt. Derfor skal vinderprojekterne nu bearbejdes, før der kan komme egentlige byggeprojekter ud af dem.
Foga
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: