Log på Forside
 
Inviter ikke en jæger til familiefest 1. oktober
Bjarne Lindegaard sammen med sin irske setter Kiwi. Den gode markhund er i år blevet erstattet af en hvalp, der nu skal optrænes. Irsk setter med jagt i blodet var slet ikke nem at finde. Den slags hunde er efterhånden en mangelvare, fortæller Bjarne Lindegaard, 64. Han dyrker blandt andet jagt omkring gården i Snekkerup, hvor han bor sammen med sin kone Birthe. De overtog for 15 år siden hendes fødehjem på Midtsjælland. Flere gode opskrifter på vildtretter har Birthe Lindegaard arvet fra sin mor. Se en af dem på Mad&drikke side 42. Privatfoto

Hvorfor går du på jagt? Kan det være en tilfredsstillelse at dræbe et dyr?

Mit svar er: Dybest set skyldes det kærlighed til naturen og engagement i naturforvaltningen. Man oplever jagten som en naturlig del af livet. Hvis man - som jeg - er opvokset i et jægermiljø og har lært håndværket af sin morfar, er det som om jagtinteressen er kommet ind med modermælken. Det er den naturligste ting i verden at gå på jagt og bringe et dyr hjem til husholdningen.

En stor del af befolkningen er vokset op i storbyen og har ikke samme indsigt i liv og død som landbobefolkningen. Nogle glemmer, at kyllingerne i supermarkedernes kølediske også har levet og er blevet slagtet.

Jeg synes de fasaner, der bliver skudt i naturen, har haft et bedre liv og en mere værdig død.

Jo mere mennesker ved om jagt, des større forståelse for dens berettigelse.

Jagt en livsstil

Jagt er en livsstil for mange og præger hele tilværelsen. For eksempel valg af bopæl, vennekreds, bil og hund med videre.

Ja, nogle gange tilrettelægger familiefædre familiefester efter jagtkalenderen.

Der er jægere, for hvem det ville være en katastrofe, hvis de bliver inviteret til barnedåb eller 80 års fødselsdag for eksempel 1. oktober, når jagten går ind. Hele familielivet kan gå i opløsning bare ved tanken!

Der er dem, som foretrækker en livsledsager med jagtinteresse. Det er vigtigt, at ægtefællen har forståelse for mandens "jagtinstinkt", for man er oppe mod stærke drifter.

Men lige så vigtigt er det, at man som jæger forstår at indrette familielivet, så ens interesse ikke bliver belastende for forholdet.

Jeg tror, mange ægteskaber er forlist på grund af jagt.

Jagtens fremtid

Udviklingen i vort kultursamfund med ændringer i landbrugsdriften skaber store udfordringer for fremtidens jægere. Nedlæggelsen af seks-syv mindre landbrug om dagen gør det vanskeligt at leje jagt til en overkommelig pris.

Der bliver færre, men større, jagtarealer, hvor jægere af økonomiske årsager er tvunget til at gå sammen i konsortier.

De store landbrug med svinefarme og så videre er til skade for vor natur og har bidraget til forringelse af levevilkårene for markens småvildt. Ensartede afgrøder, gyllespredning og sprøjtning med pesticider er en dårlig cocktail, hvis vi skal bevare markernes dyr og fugle.

I ynglesæsonen dræbes meget vildt under markarbejdet med de store moderne maskiner. Vildtyngel tåler ikke at blive oversprøjtet med gylle, og insekterne der danner fødegrundlag i kyllingernes første leveperiode sprøjtes ihjel.

Dertil kommer, at mange millioner fugle og dyr hvert år dræbes i trafikken.

Vi må håbe, at mange flere mennesker i fremtiden vil prioritere vore naturværdier højere og være med til at beskytte og bevare naturen som det dyrebare klenodie, den er.

Jagt er et naturligt led i naturforvaltningen. Grundlaget for jagt er natur- og vildpleje.

Uden vildt ingen jagt.

Derfor er det jægerens vigtigste opgave at skabe vildtbiotoper der øger terrænernes bæreevne og sørge for pleje af bestandene. Jagtudøvelsen skal ske på et biologisk forsvarligt grundlag, så udbyttet kun udgør en del af det naturlige bestandsoverskud.

Det er vigtigt at informere om nødvendigheden af jagt og naturpleje. Kun derved kan man øge forståelsen for jagten og acceptere dens berettigelse.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: