
Foto:Polfoto
Flere og flere kvinder tager jagttegn, nogle fordi de gerne vil dele deres mands eller kærestes fritidsinteresse.
Det bliver mere og mere populært at tage familien med på jagtrejse.
"De fleste har en travl hverdag, så det kan ind imellem være svært for en mand at få lov til at tage en uge af sted med vennerne på en jagtrejse, mens kone og børn må blive hjemme. Så derfor kommer der flere og flere tilbud om at tage familien med på jagtrejse," fortæller Henrik Mortensen fra Gamekeeper Hunting Tours A/S Give. Hans firma har flere typer tilbud.
Målet for en familierejse med indlagt jagt kan for eksempel være Skotland, hvor man kan bo en uge i en hytte. Manden kan gå på jagt tre dage og komme hjem med nogle bukke. De fire andre dage kan der lægges et turistprogram med besøg på historiske steder, som er interessante også for den medfølgende familie.
I Tjekkiet har Gamekeeper kontakt med et ridecenter, hvor der for den medfølgende familie er mulighed for at ride på heste, køre gokart og plaske i svømmepøl, mens far er på jagt.
For dem, der gene vil opleve Afrika og skyde zebraer og antiloper, er der specielt gode muligheder i Namibia, som er et meget velfungerende land uden politiske uroligheder. Her har mange hvide farmere - efterkommere af hollændere - valgt at gøre deres ejendomme til jagtfarme.
Mens jægerne rider ud i terrænet på hesteryg, kan familien opleve andre sider af Afrika eller opholde sig på farmen.
Oplevelsesrejse
Jægere har ikke samme opfattelse af, hvor det er spændende at gå på jagt. Nogle er bidt af Skandinavien, andre vil gerne til Afrika, og mange foretrækker Europa. Derfor kan man ikke pege på det mest spændende eller eksotiske mål for jagtrejsen.
Det er slet ikke det, det drejer sig om, mener Henrik Mortensen. Derimod handler det om at få en god oplevelse.
"Inden jeg tilbyder jagtrejser, har jeg selv været på stedet, så jeg ved, hvordan der er og kender de mennesker, jægerne skal møde. Det er vigtigt at folk får en god oplevelse i den fritid, som de ikke har for meget af. Fritiden er jo næsten mere dyrebar end prisen for rejsen," siger Henrik Mortenen, der selv er opvokset på en gård og husker, hvordan hans far mente, at gården slet ikke kunne undvære ham.
"I dag kender jeg mange yngre landmænd både fra små og store gårde, der har ansatte og sørger for at tage fri for at opleve noget andet. De erkender, at de kun lever en gang, og derfor vil de gerne have lidt ud af livet. Og for mange er jagtrejsen en af de oplevelser, de søger.
Jagtglad kone koster
Selv om den nye trend er at tage familien med på en kombineret jagt- og ferierejse, så vil rigtig mange jægere dog helst af sted med vennerne, fordi rejsen også er en social oplevelse, de gerne vil have i mandeselskab.
"Hvis familien kommer med på én rejse, så kan det måske være nemmere at vride citronen og få lov til også at tage på endnu en jagtrejse - med vennerne," mener Henrik Mortensen.
Den økonomisk set dårligste ide er at tage en jagtglad kone med på rejsen.
Om den ide siger nogle jægere ifølge Henrik Mortensen:
"Det bliver jo dobbelt så dyrt, hvis konen også skal skyde bukke. Så man tænker: Hun skulle aldrig have haft lov at tage jagttegn, for så skal vi jo to af sted hver gang!"
Aksel Spangsberg, der i 15 år har drevet Nika Jagtrejser i Ølgod sammen med sin polske ekskone, sender også jægere på familietur.
Men der er nu flere forespørgsler end bestilllinger, konstaterer han.
"Polen, som er et af hovedmålene for de jagtrejser, han arrangerer, er revirerne ikke særlig indstillet på at komme med særlige tilbud for ledsagere, som f.eks. ophold uden fuld forplejning, og på de tidspunkter, hvor familier kan tage på rejse sammen, er jagtresultaterne ikke så gode, selv om det har hjulpet lidt, at sommerferien er blevet rykket i år," siger Aksel Spangsbjerg.
"Hvis man vil have familien med på jagtrejsen, så er der ganske gode muligheder i Ungarn. Generelt mærker vi, at folk har flere penge mellem hænderne. Tidligere tog jægere måske på rejse hvert andet år, men nu er mange af sted hvert år. Måske endda to gange. Og vi har også flere nybegyndere end tidligere," siger Aksel Spangsberg.
Hvis både mand og kone skal på jagtrejse, kan det blive en dyr fornøjelse, når begge skal have ram på bukkene. (Hanne Loop/POLFOTO)