Jeg går i strejke!"
Det er aften og vi ligger i sengen, min kloge kone og mig. Hun ser alvorligt på mig: "Har det noget med mig at gøre?" spørger hun bekymret.
Men det har det (næsten) ikke.
"Det er børnene. Jeg føler mig som en tjener hele tiden. Men nu skal det være slut," erklærer jeg med fasthed i stemmen.
"Man henter og bringer uden at få tak. Når de har lånt bilen til stranden, er den fyldt med sand, men de kunne ikke drømme om at støvsuge den. Når opvaskemaskinen er fyldt, strejfer det dem end ikke, at den skal tømmes, for slet ikke at tale om, at deres tøj og slikpapir ligger og flyder alle steder, og at de aldrig tilbyder at hjælpe med maden eller at slå græsset," fortsætter jeg min klagesang.
Min kloge kone kigger tankefuldt op i loftet (som godt kunne trænge til en støvsuger) og svarer:"Det er vores egen opdragelse, der har svigtet. Vi har kun os selv at takke," mener hun.
"Ok, men så begynder jeg opdragelsen nu. Fra i morgen strejker jeg: Jeg vasker ikke deres tøj, jeg laver ikke deres mad eller køber ind til dem, jeg henter dem ikke alle mulige mærkelige steder, og hvis den lapsede lemmedasker ikke rydder op efter sine sporadiske måltider, sætter jeg de beskidte tallerkener ind på hans værelse," gør jeg alle mine hensigter op.
Den sidste trussel med tallerkenerne ved jeg godt ikke er så meget værd. Han vil næppe opdage det i et værelse, der konstant minder om Hiroshima efter bomben. Men jeg har registreret, at han indtager endnu et natligt måltid bestående af en hel dåse tun og to tommetykke stykker rugbrød foran fjernsynet.
"Og jeg er 100 procent sikker på, at både tallerkener og glas stadig står og lugter på sofabordet, når vi står op i morgen tidlig," meddeler jeg min kone som samtykker: "Det har du sikkert ret i. Og det er også rigtigt, at vi må sætte en grænse. Jeg skal prøve at støtte dig så meget jeg kan," siger hun.
"Jeg har for resten også lige noget, jeg vil snakke med dig om," fortsætter jeg en lille smule uklogt i betragtning af, at hun nu er min allierede.
"Hvordan kan man køre bilen i garage med så lidt benzin på, at den kun kan køre 30 kilometer?" spørger jeg forurettet.
"Du har trods alt passeret tre benzintanke på vej hjem fra arbejde," sætter jeg trumf på.
Jeg kan høre hun holder vejret et øjeblik. Så slukker hun lyset, lægger sig med ryggen til og siger: "Nu er du vist træt og skal sove. Godnat!"
"Fire benzintanke," svarer jeg. Jeg har lige i tankerne talt efter.
"Godnat!" skærer hun af.
Næste morgen beslutter jeg mig for at starte dagen med en løbetur. Jeg gør det for sjældent, men det gør godt i både krop og sjæl, og måske er det især det sidste, der får min kloge kone til at ønske mig god tur.
Jeg vender svedig tilbage en halv time senere og kaster jeg mig i det velfortjente bad. Det gennemblødte tøj smider jeg på gulvet til senere oprydning og vask, og kort efter sætter jeg mig til morgenbordet - veltilfreds og med en særlig følelse af at være sund.
At vores lemmedaskersøn kommer op så tidligt på dagen er en overraskelse for os alle sammen.
Han er her da også bare for at gå på wc, meddeler han.
Da han efter endt ærinde kommer ud igen, siger han i et let bebrejdende tonefald:
"Far, det er altså ikke særlig lækkert, at du bare dropper dit våde løbetøj og dine sko ude i badeværelset. Kunne du ikke finde et andet sted til den slags."
Jeg skal lige til at svare en hel masse og sidder bare lige stille et sekund, mens jeg formulerer sætningerne inde i mit hoved. Da er det, at min kloge kone lægger en hånd på min arm, ser mig i øjnene og siger: "Har du for resten set, hvor fint vores store dreng har ryddet op på sofabordet oppe ved fjernsynet i aftes?"
For at være ærlig, det varer lidt før det trænger ind. Og endnu længere før jeg får taget mig sammen til at svare det eneste, jeg kan svare:
"Det må du undskylde knægt. Jeg glemte det."
"Det er OK far, bare det ikke gentager sig," svarer han, inden han går op og lægger sig igen.
Klokken er trods alt kun 8.30.