Log på Forside
 
Amalies ærværdige gamle bøg
Hos Ingrid og Tage Nielsen, Lysgaard ved Viborg, er et bøgetræ fra 1880erne havens klenodie.
Det store gamle bøgetræ i Ingrid og tages have.

Ingrid og Tage har boet på slægtsgården Vestergaard, ved Lysgaard, siden i 1964. Gården har været i familiens eje siden 1740.

I den ret store have er der plantet flere bøgetræer, som i tidens løb er blevet til kæmpestore flotte ærværdige træer, der fremstår som enorme skulpturer og giver haven et personligt, unikt og herligt miljø.

Især det midterste bøgetræ er blevet en kæmpe. Det er stort og knudret, spaltet og har delt sig i midten, så der en hule knap et par meter oppe i træet. Den var alletiders lege- og gemmested for børnebørnene, da de var mindre.

"Vores haveklenodie er og har altid været dette pragtfulde bøgetræ," siger Ingrid og Tage.

Faconen på træet er lidt usædvanlig. Man skulle næsten fristes til at tro, at det var indtil flere små træer, måske tre-fire stykker, der er blevet plantet på en gang i samme plantehul. Træet har ligesom flere stammer, der er groet sammen og så igen har delt sig lidt oppe. En masse grene og en kæmpestor krone fuldender værket .

Træet er bosted for en del fugle. Der er sat mange fuglekasser op. I toppen er der et uglebo. Uglegylp på jorden fortæller om disse beboere.

Ofte står sådanne store træer alt for tæt på beboelserne og stjæler som regel en del af dagslyset. Det er heldigvis ikke tilfældet her. Det ville virkelig også have været synd, hvis træet skulle have været fældet af den grund.

At træet vedblivende vokser kan ses af, at elselskabet hvert femte år er nødt til komme og beskære det kraftigt tilbage, da der er nogle el-ledninger i nærheden.

Bøgetræet blev plantet sidst i 1800- tallet af den daværende ejers kone. Ejeren havde nogle år arbejdet på en gård i Holland, hvor han blev gift med stuepigen Amalie. Sammen de hjem til hans fædrene gård i Lysgaard.

i 1887 brændte gården. Den lå på det tidspunkt meget tæt på landsbykirken. I 1888 blev den genopbygget længere ude på marken, så den kom til at ligge mere frit.

Amalie, stuepigen fra Holland, har sat sine fingeraftryk i hus og have. Hun var meget haveinteresseret og plantede de første træer og buske i den nyanlagte have.

Bøgetræerne var hendes værk, og Ingrid og Tage sender hende mange venlige tanker netop på grund af bøgetræerne.

Træerne blev faktisk flyttet fra den have, hvor gården brændte og plantet igen i den nye have, hvor de nu står.

Der har været mange flere træer i haven hos Ingrid og Tage, men en del af dem var elme, som blev syge. Også en hel lang alle med bambus er gået ud. De begyndte at blomstre, hvilket er ensbetydende med at de går ud.

Tage hygger sig i hulen midt i træet. Der skal seks personer til at nå rundt om træets rod.
Ingrid og Tage valgte Politikens bog om beskæring som tak for deres haveklenodieberetning.
Ingrid elsker blomster. Hun har Pelargonier i massevis, i mange farver og udgaver. Flere af dem har jeg ikke set før. Blandt andet en kæmpestor højrød perlagonie, der er cirka 15 cm. i diameter.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: