"Hvor kan han være henne?"
Min kloge kone ser bekymret på mig. Jeg prøver at se roligt tilbage, men indvendig har jeg det elendigt.
Knægten er ikke alene ikke kommet som aftalt. Han er heller ikke kommet et par timer for sent, sådan som vi ellers har vænnet os til det. Han er slet ikke kommet.
Og selvom han burde være udstyret med mobiltelefon, er det umuligt at komme i kontakt med knægten.
Han drog af sted dagen før med en kasse, der formentlig indeholdt adskillige spirituøse varer og med en melding om, at nu tog han til havnefest, og at han ville blive hentet af en af gutternes mor næste morgen.
Nu er det næste dags aften, og intet har vi hørt.
Til sidst tager jeg mig sammen og ringer til vennens mor i håb om at høre nyt.
Og, jo, vores dreng havde da meddelt, at han bare ville fortsætte festlighederne dagen igennem.
Hun får os sat i forbindelse med en anden af gutterne, der godt nok er taget hjem men som med fryd i stemmen kan meddele, at vores dreng så vidt han er orienteret har det godt, men at hans mobil er løbet tør.
Vi beder ham indtrængende om at få knægten til at kontakte os, når de ses igen. Han lover at tage sig af det
Et par timer senere får vi så resultatet af vores anstrengelser i form af en SMS med ordene: "Jeg lever kommer hjem i morgen."
Således beroliget kan vi gå i seng til en nat, der ikke byder os den bedste søvn.
Da familien næste dag igen er samlet - lemmedaskeren endnu mere klatøjet end os andre - lægger jeg op til en alvorlig snak. Men han afvæbner mig: "Du har ret far. Det var forkert af mig. Det skal ikke ske igen."
Han ser så alvorlig ud, at vi tror ham, selvom vi godt ved, at oplevelsen vil gentage sig.
"Det er mærkeligt, men det kunne ske for alle de drenge, jeg kender. Dem alle sammen. Og hvis man siger det til dem, vil de ikke en gang kunne forstå, hvorfor man skulle være bekymret," opsummerer vores kønne datter sine erfaringer med det modsatte køn, da vi kommer ind på emnet et par dage senere.
I tankerne gennemgår hun alle de drengevenner, hun har, en gang til - temmelig mange synes jeg - og så gentager hun:
"Dem alle sammen."
"Det forstår jeg ikke," kan jeg ikke lade være med at sige.
"Jeg har aldrig været sådan. Aldrig," påpeger jeg med eftertryk.
"Virkelig ikke?" lyder det skeptisk fra min kloge kones side af spisebordet.
"Nej, men hvornår var det nu lige, du var ung. Kan du overhovedet huske så langt tilbage," kommer det rapt fra vores kønne og noget næsvise datter.
"Nej, det må være noget der holder op, når drenge bliver fædre," funderer hun videre.
Jeg tilgiver hende, fordi hun har haft en fridag og brugt den til at servere lækker mad for sin hårdt arbejdende far i løbet af dagen.
Et par dage senere er vi igen i kontakt med vennens mor. Denne gang er det hende der lyder bekymret. Hendes dreng havde været i København og var ikke vendt hjem syv timer efter deres aftale. Hun havde hørt rygter om en sejltur i kano, og med den sommerstorm der gik over landet lige da, gav det solidt grundlag for at være bekymret.
I løbet af den næste halve times tid lykkedes det heldigvis at opspore synderen, som formentlig står til en alvorlig samtale hjemme ved spisebordet.
"Det vil ikke hjælpe. Han gør det igen næste gang," øser vores datter ud af sine erfaringer.
"Men det vigtigste er vel også, at hans familie TROR, at det ikke gentager sig," tilføjer hun snusfornuftigt.