Log på Forside
 
En rapsmark i oliefyret
Den koldpressede rapsolie, der laves på den lollandske rapsoliemølle i Bandholm, er beregnet til opvarmning af de kommunale institutioner, men kan også bruges i parcelhusets oliefyr.
Foto: Hanne Gregersen
Alle taler omgrøn energi. Og her er den så. Billig, lokal, CO2-neutral og brugbar i både institutionernes og parcelhusenes oliefyr, forklarer Klaus Stentebjerg-Olesen.

Fremtidsperspektivet er, at de enkelte husstande på Lolland kan få rapsolie leveret i 1.000 liter-containere lige klar til at hælde på oliefyret - eller maden, for så vidt. For der er tale om en koldpresset rapsolie næsten på linje med spiseolien.

Men her og nu gælder det om at overbevise kommunen om, at rapsolien er energikilden til de kommunale institutioner og kontorer, hvor fjernvarmenettet ikke når ud.

"Den er billig, forureningsfri, biologisk nedbrydelig og lokalt produceret," understreger Klaus Stentebjerg-Olesen, Holeby. Han er formand for andelsselskabet Rapsol, der fifty-fifty med DLG står bag rapsoliemøllen i Bandholm. Han er også en af de knap 50 landmænd der lægger raps, ryg og risiko til projektet.

Velvillig kommune

Stentebjerg-Olesen er dog passende optimistisk. Omsætningspotentialet er sat til 30 mio. kr., et beløb der på sigt nås, hvis blandt andet den nye Lolland Kommune veksler sin velvillige interesse til kolonner i ordrebogen.

"Og hvorfor skulle de ikke det?" spørger Stentebjerg-Olesen. "Dels taler politikere på alle niveauer varmt for grøn energi, dels var den daværende Nakskov Kommune dybt interesseret i rapsolien til sine institutioner, da projektet kom til verden med hjælp fra Grøn Center og Dansk Landbrug, Sydhavsøerne."

Halvanden krone under prisen

Prisen er en betydende faktor, erkender formanden, men her har rapsolien gode kort på hånden. Den er fri for energi- og CO2-afgifter, så længe værket producerer under 250 KW. Den er op til halvanden krone billigere pr. liter end almindelig fyringsolie, brændværdien er næsten den samme, og anlægger man et fødsel-til-grav-regnskab på de forskellige olietyper, scorer den højt. Også selv om det koster 20.000-30.000 kr. at få oliefyret omstillet til at tænde på rapsen i stedet for den fossile variant.

Største hurdle lige nu er, at møllen - selv om den netop er indviet - bøvler med filtrene og kalibreringen af oliepressen, men der er kaldt læge til barnet, og Stentebjerg-Olesen forventer fuld fart frem inden udgangen af september. Fuld fart frem vil sige to ton i timen.

Rapsfrøene presses ved en simpel proces fri for olie, eller næsten. Tilbage bliver nemlig rapskager med et olieindhold på 11-12 pct., der kan indgå i DLG's sortiment som værdifuldt husdyrfoder.

På årsbasis regner Stentebjerg-Olesen med, at rapsmøllen kan producere omkring 10.000 ton rapskager og ca. 5.500 ton rapsolie. En produktion der kræver raps fra 4.000 hektar.

Foreløbig har landmændene investeret syv mio. kr. i udviklings- og etableringsomkostninger for at få realiseret deres ide om lokal selvforsyning på olieområdet. Bliver det som ventet en succes, vil det give basis for nye produkter, mener Rapsols formand, der taler om en lokal olieplatform, hvor også andre olietyper tages ind.

Fra røret kanStentebjerg-Olesen udtage prøver på de rapskager, der er et restprodukt når frøene er presset fri for olie. Kagerne er et værdifuldt husdyrfoder.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: