
Foto: Jens Tønnesen.
De moderne jordvarmeanlæg kører upåklageligt, og kan tilses og overvåges via en elektronisk skærm.
"Jordvarme er ikke en oplagt varmekilde til ældre, fritliggende huse på landet".
Det mener Henrik Steen-Knudsen fra Energitjenesten på Fyn.
Årsagen er, at jordvarme er bedst til at lave lidt varme og dårligst til at lave meget varme.
"Jordvarme egner sig godt til nyere, velisolerede huse med gulvvarme, der kun kræver 30-40 grader. Men til at give knald på en radiator (60 grader) i et ældre hus, duer det ikke", siger han.
Tilmed er jordvarme dyrt at installere, med mindre man kan klare det store gravearbejde selv. Og så bruger det forholdsvis meget el til at drive anlægget, og er dermed ikke særlig miljøvenligt.
"Hvis alle fik jordvarme, skulle vi bygge flere kraftværker i Danmark for at få elektricitet nok til spidsbelastningsperioderne", fortæller Henrik Steen-Knudsen.
Avanceret el-varme
Jordvarme er kort fortalt et varmepumpe-anlæg, som får varmen fra en lang slange, der er gravet en meter ned i jorden, hvor der om vinteren er varmere end på jordoverfladen.
Varmepumper er faktisk avanceret el-varme, da det eneste, der skal tilføres en varmepumpe, er elektricitet. Men i modsætning til en el-radiator er et varmepumpeanlæg meget billigere i drift, fordi de bedste varmepumper bruger under en fjerdedel elektricitet til opvarmningen i forhold til en el-radiator.
Varmepumper kræver ingen vedligeholdelse bortset fra servicetjek. Og kører af sig selv, da der ikke skal ikke fyldes brændsel på. Godkendte jordvarmeanlæg kører faktisk mere stabilt end et oliefyr, og kan uden problemer fungere som eneste varmekilde.
Luftbaserede varmepumper
"Varmepumper fra luften er noget helt andet. De er kun velegnede til at varme et enkelt rum op - for eksempel et lille sommerhus. Men det er ikke en energikilde, der kan varme et helt hus op", oplyser Henrik Steen-Knudsen.
Luftvarmepumpen bruger den varme luft, der allerede er i et rum til at lave mere varme. Den kan desuden kombineres med en varmeveksler, der kan suge frisk luft ind i huset udefra og overføre varmen fra luften indenfor, inden den blæses ud.
Anlægget bruges faktisk mest til at ventilere og lave koldt luft eller fungere som aircondition.
Er forholdsvis let at installere med lave etableringsomkostninger, men er mindre effektive og har dermed højere driftsudgifter end et jordvarmeanlæg.
www.stiebel-eltron.dk
www.energitjenesten.dk
Læs også om varmepumper på Energizonen i Land&liv side 14
Hovedparten af et jordvarmeanlæg ligger nede i jorden. Her kommer rørene til jordvarmeanlægget ind i huset og føres over til varmepumpen.
Jordvarmepumpe type WPC udnytter den lagrede energi i jorden til centralvarmevand og varmt brugsvand.
Kølemiddel kredsløb. I øverste halvdel af kredsløbet er kølemidlet på gasform. I venstre del af kredsløbet er temperaturen og trykket så lav, at den varme, der kan hentes fra omgivelserne kan fordampe kølemidlet. Tegning: Stiebel-eltron.