Når Laurids Nørgaard presser sin produktion på otte ton raps, får han cirka to ton rapsolie og seks ton rapspiller ud af det.
"Min bil skal køre på rapsolie, og mit hus skal varmes op af mit biogasanlæg."
Laurids Nørgaard har brugt mange tanker og kræfter på at få sine ideer gjort til realiteter. Selvom han er 65 år og snart flytter til en mindre gård, vil han stadig tænke på miljøet.
Laurids Nørgaard købte sin mors fødegård i Råde i Sønderjylland sammen med sin kone i 1979. Det første spæde forsøg på at være miljøbevidst gjorde han i 1980, da han udskiftede det gamle oliefyr med et halmfyr. Han tænkte, at det var en billigere og mere miljøvenlig løsning.
Tre år efter brændte laden og halmfyret, så Laurids Nørgaard installerede et bedre og mere effektivt rundballefyr.
Men det er først i løbet af de sidste 15 år, at hans miljøinteresse virkelig er blevet vakt.
"Alternativ energi er blevet min niche," siger han.
Vindmøller og biogas
Panden rynker, når Laurids Nørgaard tænker på, hvor meget danskerne forurener. Det er ikke, fordi Laurids Nørgaard er hellig. Miljøet er bare blevet hans kæphest. Derfor har han haft mange projekter kørende sideløbende med sit erhverv som landmand.
I 1992 kontaktede Laurids Nørgaard kommunen og et møllelaug, fordi han blev interesseret i vindenergi. Aftalen blev, at Laurids Nørgaard købte den ene mølle, og lauget købte den anden. Han er ikke et sekund i tvivl om, hvorfor han fik mølleideen: "Det tilfredsstiller mig at producere min egen energi." Fortjenesten var fornuftig, men for to år siden solgte Laurids Nørgaard sin mølle. Han kunne ikke få tilladelse til at bygge nye og bedre møller, så møllerne blev i stedet opkøbt af firmaet Wind1.
To år senere anskaffede Laurids Nørgaard og naboen Preben Snedker sig et biogasanlæg. Af to årsager. De kunne bruge naturens ressourcer til at producere varme, samtidig med at gyllen efter opvarmningen i biogasanlægget lugter mindre, når det spredes på marken.
Raps til det hele
"Der er også rapsolie i kagen," siger Laurids Nørgaard stolt. Selvom rapsolien både bruges i madlavningen og til havemøblerne, bruges olien primært som brændstof.
Laurids Nørgaard har dyrket raps siden 1982, men det var først i 2003, at han investerede i en rapspresser og konverterede familiens biler, så de kan køre på rapsolie.
Han har netop tabt en sag mod Skat, fordi han principielt ikke vil betale den afgift, som er pålagt alle, der kører på rapsolie. Derfor begik han civil udlydighed ved at undlade af betale regningen. Og Laurids Nørgaard har slet ikke dårlig samvittighed:
"Jeg gør noget godt for miljøet," siger han.
Selvom han tabte sagen og 1.232 kroner, er han stadigvæk glad for, at han tog kampen. Laurids Nørgaard er nemlig villig til at kæmpe for sine principper.
Nyt sted med sol
Til januar forlader Laurids Nørgaard biogasanlægget og møllerne og flytter til en mindre gård sammen med sin kone. Planen er, at han stadig vil være miljøbevidst. Da han fortsætter rapsproduktionen, vil han installere et pillefyr, hvor han kan bruge sine egne rapspiller, og samtidig vil han arbejde med at udnytte solenergi.
Laurids Nørgaard praler ikke med sine alternative projekter, men han siger med slet skjult stolthed:
"Regeringen vil have, at vi sparer en million ton CO2. Det mål har jeg forlængst nået."
Laurids Nørgaard (tv.) og hans tidligere nabo, Preben Snedker, er glade for deres fælles biogasanlæg. Jeg får næsten to og to til at blive fem, siger Laurids Nørgaard. Med det mener han, at anlægget både producerer varme og afgasser gyllen
Den ene af de to møller i baggrunden var indtil for to år siden ejet af Laurids Nørgaard.
Laurids Nørgaard bruger også sin rapsolie til madlavning.