Log på Forside
 
Mobilt fyrrum
Og ny automatisk tænding til stokeren.
Jørgen Larsen med sit automatiske optændingsanlæg.

Fyr og magasin er indbygget i en container og leveres klar til installation. Skorstenen følger med. Sådan får man et hurtigt fyrrum, hvor brandsikkerheden er i orden.

Det mobile fyrrum er udviklet af Jørgen Larsen, der driver Smedegården med fabrik i Skærbæk. Fyrrummet fik sin debut på Landsskuet i Herning i sommer. Nu bliver det mobile fyrrum også præsenteret på Energidagen i Roskilde.

En anden nyskabelse fra Jørgen Larsen er en patenteret oliebrænder, der kan sættes på kedlen til træfyring, så fyret kører som oliefyr, mens man for eksempel er ude at rejse.

"Jønne opfandt den, da vi skulle af sted til udlandet tre uger omkring jul og nytår," fortæller hans kone, Ruth Andersen, der er med til at drive virksomheden, som blev startet i 1999 efter at Jørgen Larsen var holdt op med sin møllerivirksomhed i Bredebro.

Det hele kom i gang, fordi Jørgen Larsen havde udviklet en stempelstoker til sig selv. Den blev sat i produktion, og en ny virksomhed så dagens lys. Jørgen Larsen, der i dag er 67, har efterfølgende udviklet andre stokerspecialiteter for sin virksomhed, Smedegaarden.

Ole Opfinder

Her i september 2007 har Jørgen Larsen - for anden gang - deltaget i Ole Opfinderkonkurrencen på HI industrimessen i Herning. Denne gang blev han mellem de tre bedste med en ekstern automatisk tænding af stokerfyr, som han har taget patent på.

"Normalt bliver et fyr antændt enten af en glødestav eller af varm luft, der tørrer brændslet og siden antænder det. Denne proces foregår i selve fyret. Smedegården tilbyder i stedet, at antændingen sker igennem luftvejen af et eksternt apparat, der påfyldt med to liter diesel giver nok til 70 automatiske tændinger. En LMT-blæser sørger for, at flammen kan antænde brændslet i brændkammeret. Alt i alt giver Jørgen Larsens videreudvikling af fyr i kombination med styretavle og ekstern optænding et avanceret styringsredskab til effektiv varmeudnyttelse.

Styretavlen er forsynet med et ugeur med forskellige timer-muligheder, så temperaturen kan forudbestemmes for alle døgnets timer og ugens dage. Og selv når fyret er ved at gå helt ud, sørger den eksterne optænding for at fyret genstarter, hvis det er det man ønsker." Sådan lyder beskrivelsen, som kan læse på www. lmttransmission.dk.

Ole Opfinderprisen 07 blev præsenteret af LMT Transmission A/S og fagbladet Jern & Maskinindustrien og var åben for virksomheder og ingeniørstuderende. Jørgen Larsen var en af de tre finalister.

www.danskstoker.dk

Det mobile fyrrum med fyr og magasin er indbygget i en container.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: