Log på Forside
 
Sæt solfangeranlæg og stokerfyr sammen
Det er ofte billigere at slukke stokerfyret om sommeren, hvor det ikke kører optimalt, og erstatte det med solvarme.
Et solfangeranlæg og et stokerfyr supplerer hinanden rigtig godt.

"Selvom nyere stokerfyr er blevet bedre til at køre både vinter og sommer, kommer man ikke udenom, at et stokerfyr ikke kører optimalt i sommerperioden, hvor det kun bruges til at opvarme vand. Det er det simpelthen overdimensioneret til. Brændselsøkonomien er ikke optimal." Det mener Henrik Steen-Knudsen fra Energitjenesten på Fyn.

Han anbefaler, at man kombinerer stokerfyret med et solvarmeanlæg, og helt slukker for fyret fire måneder om sommeren. Så slipper man også for arbejdet med at fyre og rense fyr.

Også Kjeld Flindt fra Dansk Varmeservice kan se det geniale i at supplere et stokerfyr med et solfangeranlæg. Men der skal være god økonomi i det, påpeger han.

Konkurrencedygtig supplering

"Hvis man står for at skulle udskifte sin varmtvandsbeholder, er det endnu mere oplagt at investere i et solfangeranlæg. Varmtvandsbeholderen koster 5-10.000 kr. Og man kan købe et solfangeranlæg til 20.000 kr. inklusiv ny varmtvandsbeholder, der kan tilsluttes to varmesystemer (sol + andet)," siger Henrik Steen-Knudsen.

Prisen er vel at mærke inklusiv moms. Det er rimelig let at sætte anlægget op selv, da det ikke er særlig teknisk. Kan man ikke selv sætte det op, løber prisen op i 40.000 kr., så der er mange penge at spare. Selve tilslutningen af vandet skal dog foretages af en VVS-mand.

Supplerer med olie

Supplerer man i øjeblikket sit stokerfyr med olie i sommerperioden, bør man også overveje et solfangeranlæg i stedet, mener Henrik Steen-Knudsen.

"En investering i et solfangeranlæg på 20.000 kr. over 20 år giver en udgift på 1.000 kr. om året - plus renter. Bruger man for mere end 1.000 kr. om året til olie, kan solfangeranlægget altså betale sig. Det svarer kun til et forbrug på 125 liter olie ved en oliepris på otte kr. pr. liter. Tilmed sparer man udgifter til eftersyn, hvis man melder oliefyret fra, og det går nok lige op med renterne."

Solfangere

Solfangere er en af de mindst forurenende energikilder, da de fungerer ved, at solen opvarmer noget væske, som bruges til at give varme til brugsvand og opvarmning af huset. Og selvom solen ikke skinner hver dag, er sommerens høje lysindstråling nok til at holde vandbeholderens opvarmede vand varmt i tre til syv dages gråvejr afhængig af vandforbrug. Fortsætter gråvejret endnu længere, har de fleste anlæg installeret en el-patron som nødløsning, som man manuelt kan tænde.

"Tilmed er økonomien i et solfangeranlæg god. Og det kræver meget lidt vedligeholdelse og har en lang levetid, mindst 20 år. Solfangeranlæg er ekstra effektive ved gulvvarme, der kan udnytte lave temperaturer," fortæller Jesper Kjems fra Energitjenesten.

Det betyder, at man kan have gulvvarme i badeværelset hele sommeren, uden at fyret kører. I vinterperioden kan solvarmen levere omkring halvdelen af det varme vand.

Solfangeranlæg kan i dag fås som indbygningsmoduler til tage, så de ikke skæmmer boligen.

Den store ulempe er, at et solvarmeanlæg kun producerer energi, når solen skinner, og altså ikke kan være eneste varmekilde året rundt. Det er bedst som supplement til pillefyr, jordvarmeanlæg eller oliefyr.

www.energitjenesten.dk - www.altomsolvarme.dk - www.danskvarmeservice.dk - www.urhoj.dk - www.npsolvarme.dk - www.batec.dk

Med et solfangeranlæg kan du slukke stokerfyret i årets fire varmeste måneder.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: