gennemforbrænding, underforbrænding og omvendt forbrænding.

-Gennemforbrænding er stadigvæk det mest udbredte. Det er den billigste kedel, men også med den dårligste virkningsgrad (40-60 procent). Røggasserne bliver ikke tilstrækkeligt opvarmede til at sikre en god forbrænding. Det er vigtigt at fyre lidt men tit, og det sker sjældent. Oftest giver det en kraftig sort røg op af skorstenen.

-Underforbrænding: Her er kun det nederste af brændet antændt. Det betyder, at trægasserne, ved tilførsel af primær luft, frigives løbende, efterhånden som træet opvarmes. Røggasserne tilføres sekundær luft på vej ud af forbrændingszonen, hvilket medvirker til en god forbrænding. Virkningsgrad: 60-80 procent.

-Omvendt forbrænding har de dyreste kedler - men er også de bedste. Forbrændingen sker nedad igennem en spalte i en keramisk enhed og afsluttes i en forbrændingstunnel, der er foret med ildfaste sten uden vandafkøling. Forbrændingstunnellen har en længde, der sikrer, at forbrændingen er afsluttet, før røgen passerer de vandafkølede flader. Den primære luft afkøler lågen, og sekundær luft tilføres forbrændingstunnellen. Lufttilførslen er forvarmet og styret af en blæser. Virkningsgrad: 80-90 procent.

-Alle biobrændselsfyrede kedler til fyring med biobrændsel og biomasse skal have en virkningsgrad, der mindst opfylder kedelklasse 3 i henhold til DS/EN 303-5. For en kedel på 20 kW svarer det til en virkningsgrad på mindst 74,8 procent (energiklasse E).

-Der findes mange teknikker, der er med til at forbedre kedlen. Følgende kan anbefales: sekundær luft forvarmes, ildfaste sten forneden i brændzonen for at hæve forbrændingstemperaturen, efterforbrændingen sker i en zone, der ikke er vandkølet, mekanisk styring af lufttilførslen.

Kilde: Energitjenesten.