Log på Forside
 
Rapsolie-pressere i FarmTest
Rapsoliepresser

Interessen for at presse olie af raps har været stærkt stigende de seneste år. Årsagen er, dels at handelsprisen på rapsfrø har været lav, dels at prisen på fyrings- og dieselolie er steget. Mange har derfor set en mulighed for at øge værdien af rapsfrøene ved at presse dem til henholdsvis olie og rapskage. Rapsolie og -kage kan anvendes til energiformål og som foderprodukter.

En oliepresser består af en pressedel med elmotor monteret på en ramme eller bænk. Pressedelen består af en skrueformet aksel indlejret i et kraftigt svøb. Under presningen ledes frøene ned ved den ene ende af akslen, og skrues så fremad mod akslens anden ende. Herved øges trykket på frøene så meget, at olien begynder at løbe af. Det er dog ikke al olien der kan presses af på denne måde - noget bliver tilbage i presseresten (eller rapskagen, som den også kaldes).

Lige efter presning er olien normalt temmelig uren. Ved henstand i bundfældningstanke i nogle dage vil næsten alle synlige urenheder synke til bunds og olien blive klar. Hvis olien skal anvendes til brændstof, vil det være nødvendigt først at filtrere den.

Frøene bør renses inden presning. Sand og jordpartikler kan hurtigt slide en oliepresser op. Det er ikke nok med et simpelt sold over indløbet til oliepresseren, der skal anvendes en egentlig rensemaskine. Der findes små tromle- og rysterensere egnet til formålet.

Kapacitet og udbytte

Hvad kan man så vente sig af en oliepresser? Hvor meget yder den, og hvor megen olie presser den af rapsfrøene? En næsten afsluttet undersøgelse giver nogle svar på disse spørgsmål.

I tabel 1 ses hovedresultaterne fra en FarmTest af 12 forskellige oliepressere. Kapaciteten af råolie (olie taget direkte fra oliepresseren) og kage er målt. Kapaciteten af frø er beregnet som summen af råolie og kage. Råolieudbyttet i vægtprocent angiver vægten af råolie i forhold til vægten af den anvendte mængde rapsfrø.

I gennemsnit er råolieudbyttet 30,1 vægtprocent og kapaciteten af frø 17,6 kg/time.

I FarmTesten blev der udtaget prøver af råolien fra de undersøgte oliepressere med henblik på at kvantificere bundfaldet. 100 ml af hver prøve blev hældt op i reagensglas, som derefter fik lov til at stå, indtil så godt som alle urenheder var sunket til bunds i olieprøverne. Som det ses af billede 3 var der stor forskel på mængden af bundfald.

Oliepresser nr. 5 var ekstrem - ca. en tredjedel af råolieudbyttet var bundfald.

Det er mængden af olie over bundfaldet - det vil sige nettoolieudbyttet - der er interessant. Nettoolieudbyttet findes ved at trække mængden af bundfald fra mængden af råolie.

Diagram 1 viser grafisk resultaterne af denne udregning.

I gennemsnit er netto-olieudbyttet 27,4 vægtprocent.

Som man kan bemærke, er et stort råolieudbytte ikke altid nogen garanti for et tilsvarende højt nettoolieudbytte. Mængden af urenheder i råolien kan tilskrives såvel egenskaber ved oliepresseren som ved de anvendte rapsfrø.

Intern pris 5,40 kr.

Hvad koster det at lave rapsolie? Det afhænger af omkostningerne til selve oliepresseren (med tilhørende udstyr og evt. løn), prisen på rapsfrøene samt hvad man kan sælge eller værdisætte rapskagen til.

I tabel 2 er der regnet på, hvad selve produktionsomkostningen bliver.

Der er valgt en oliepresser med en kapacitet på 20 kg frø pr. time, og der er regnet med et olieudbytte på 30 pct.

Det koster altså ca. halvanden krone at fremstille en liter rapsolie.

Der skal bruges ca. tre kg rapsfrø til at producere en liter rapsolie. Ved en pris på 2,30 kr./kg rapsfrø bliver prisen på en liter rapsolie hermed tre gange kiloprisen plus fremstillingsomkostningen. Resultat: 8,40 kr./liter.

Ved presning af tre kg rapsfrø fås godt og vel to kg rapskage, som naturligvis også repræsenterer en værdi. Hvad enten rapskagen sælges eller brændes af i eget stokerfyr, så er det realistisk at værdisætte den til halvanden kr./kg. Altså en indtægt eller sparet udgift til andet brændsel på ca. tre kr. pr. liter rapsolie der produceres.

Rapsolieproducentens interne pris på rapsolien bliver hermed 5,40 kr./liter.

Hvis rapsolie anvendes til opvarmning af privat bolig, skal der betales moms. Der skal betales energiafgift (fyringssats) af rapsolien, hvis den iblandes mineralolie (fyringsolie). Hvis rapsolien anvendes til motorbrændstof til privat formål (eksempelvis bil), skal der betales energiafgift (motorsats) og moms.

Der er ikke CO2- og svovlafgift på rapsolie.

Følsomme priser

På globalt plan er der udsigt til et øget forbrug af biodiesel, som blandt andet fremstilles af rapsolie. Efterspørgslen på olieholdige frø og frugter ventes derfor at stige.

Fordelen ved selv at presse rapsfrø til energiformål er følsom over for ændringer i markedsprisen på såvel rapsfrø som de produkter, rapsolien og/eller oliekagen kan erstatte. En markant stigning i rapsprisen samtidig med stabile priser på fyrings- og dieselolie gør det mindre attraktivt at presse rapsfrø på gårdniveau med salg for øje.

Rapskage
Prøver af rapsolie. Tallene under reagensglassene angiver numrene på presserne. Se tabel 1 og diagram 1.
Diagram 1. Udbytte (rå- og netto) af rapsolie og bundfald fra test af 12 rapsoliepressere.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: