Log på Forside
 
Bliv klogere på vindkraft
Danmarks Vindmølleforening inviterer til informations- og debatmøder landet over.
Foto: Jens Tønnesen
Mange nye vindmøller forventes at komme i gang i nær fremtid. Men der kommer også ny opmærksomhed på værdien af produktionen fra eksisterende vindmøller.

De seneste fire år er der stort set ikke sat nye vindmøller op i Danmark, men Folketingets forhandlinger om et nyt energiforlig og regeringens mål om, at halvdelen af Danmarks energiforbrug i 2025 skal dækkes af vedvarende energi, sætter nu atter fokus på vindkraften i Danmark. Derfor er et stort antal nye vindmøller måske på vej.

Men det betyder også ny opmærksomhed omkring værdien af produktionen fra de eksisterende møller.

Hvad er den rigtige afregning? Hvordan skal den reguleres i fremtiden? Skal mølleejerne beholde møllerne og producere, så længe maskinen holder? Eller skal de sælge og flytte investeringen til nye møller?

Kommunerne overtog sidste år vindmølleplanlægningen fra amterne. Og det er ikke en stor og uoverkommelig opgave at finde pladserne til et antal nye vindmøller hen over de næste år.

Den absolutte forudsætning er dog, at regering og folketing tager ansvar for de energipolitiske beslutninger, udtaler Danmarks Vindmølleforenings direktør, Asbjørn Bjerre.

»En politisk beslutning om et mål for vindkraft på land er en forudsætning for, at kommunerne kan tage fat på en langsigtet vindmølleplanlægning. En ordentlig planlægning, hvor også befolkningen er med, tager tid.«

Der er således nok at debattere, når Danmarks Vindmølleforening inviterer til en række regionale informations- og debatmøder i januar og februar. På møderne lægger en folketings- eller lokalpolitiker op til debat. Derefter orienterer repræsentanter fra Danmarks Vindmølleforening om aktuelle vindkraftemner og besvarer spørgsmål, ligesom der er mulighed for lokal erfaringsudveksling.

Det første møde holdes i Løgumkloster 21. januar. Derefter følger møder i Brande, Jyderup, Fjeldsted og Struer. Det sidste møde holdes i 5. februar. Alle er velkomne til møderne. Der er fri entré, men man skal selv betale kaffen.

Foga

Oplysninger om tid, sted og politiker kan ses på www.dkvind.dk. Tilmelding på www.dkvind.dk eller tlf. svarer 86 11 26 39.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: