Log på Forside
 
Havekalender undervejs
Et forårsfoto fra min have.

Egentlig er det slet ikke noget, jeg har lyst at skrive om. Men jeg synes ved nærmere eftertanke, at jeg skylder læserne en forklaring først og fremmest om havekalenderen. Flere har nemlig ringet til mig og spurgt, hvor den blev af i år.

Ja, det er også første gang, mens den har eksisteret, at den ikke er lavet til tiden. Men til interesserede kan jeg fortælle, at den nu er undervejs og kan bestilles her hos mig som tidligere, når dette nummer af bladet er udkommet. Jeg beklager meget forsinkelsen.

Her kommer hvorfor: Jeg var indlagt i november på sygehuset for at få et nyt knæ. Jeg har i en del år haft problemer med knæet efter en kraftig påkørsel i bilen bagfra. Nu var tiden kommet, hvor det blev aktuelt med et nyt.

Desværre gik det ikke heldigt under operationen. Der skete et uheld for lægerne, og muskler og nerver i hele benet kan ikke fungere normalt. Det kan ske, at der går lang tid, inden min gangdistance igen bliver helt god. Jeg måtte tilbringe længere tid på hospitalet end planlagt og er nu til en masse genoptræning med håbet om igen at komme til at suse rundt og besøge en del af jeres haver rundt omkring i landet.

Min daglige gøren og laden har derfor været sat på standby, men nu prøver jeg på igen at indhente noget af det forsømte.

Ide-kalenderen vil som tidligere år indeholde lidt af hvert: dejlige blomsterbilleder, planter ikke alle måske kender, sjove ideer, genbrug af gamle ting, indbydende frugt og bær. Alt sammen noget der forbinder os med glæden og oplevelserne på tæt hold, ved at eje en have eller færdes i naturen.

Jeg udgiver også andre kalendere, blandt andet en bondegårdskalender i samme format som den foregående, her med søde, sjove eller pudsige fotos af dyrene herfra.

I mange år har jeg syntes, det var dejligt at videregive og dele blomsterindtryk og ideer med andre via fotos.

Det er dejligt at opleve fantasien folde sig ud med sjove og inspirerende tiltag rundt i haverne. Så er der nogle af jer der har lavet et eller andet spændende, sjovt eller anderledes eller genbrugt gamle ting, lavet nye tiltag i haven, hører jeg gerne fra jer.

Det kunne være med til at give nye ideer til andre haveejere, hvis jeg på et eller andet tidspunkt måske kommer forbi med fotoapparatet.

Så altså, de af jer der allerede har ringet eller skrevet for at høre, hvad der blev af kalenderen, og andre der ønsker at få den tilsendt, kan bestille der her hos mig som de foregående år, hvorefter den vil blive tilsendt fra trykkeriet sammen med et girokort.

Kalenderen koster 125 kr. inkl. porto.

Den indeholder et forsidebillede og et stort foto for hver måned i året. Den kan bestilles på min mail eller pr brev, ikke telefonisk, da jeg gerne vil have jer til selv at skrive navn og adresse, så der ikke sker misforståelser.

Kalender kan bestilles hos

Inger Bach, Borrevej 24, Nøddelund

8850 Bjerringbro

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: