"Ad - jeg hader rester!"
Det er den tjekkede teenager der fremkommer med sin ubegribelige mening. En kvart liter mælk i bunden af kartonen får betegnelsen "slatten", det sammen gør den sidste tredjedel af halvanden-liters-colaflasken til over 20 kroner.
"Jeg vil bare ikke drikke slatten," bekendtgør han med høj stemme og tager hul på en ny mælk/juice/cola ...
Selvfølgelig har jeg for længst udtænkt en metode, så vi ikke bliver drevet fra hus og hjem af økonomiske årsager, fordi en tredjedel af vores mad skal smides ud. Jeg hælder "slatten" op i en ny karton og stiller med uskyldig mine den nye karton ind på bordet.
Min lille list lykkes i en uges tid. Så kan jeg selvfølgelig ikke holde mund med mit trick. Jeg praler - først over for min kone, der tager sin skeptiske mine på - derefter over for knægten, fordi jeg trænger til en sund latter.
Det fik jeg, men den forstummede, da han herefter konsekvent nægter at at drikke fra noget, der er mindre end halvfyldt. Da jeg endnu en gang bærer en karton mælk ind til ham, spørger han først skeptisk, om det er rester der var hældt sammen eller ej. Selvfølgelig prøver jeg at stikke en lille bitte uskyldig løgn: "Men du ved godt, at jeg kan smage det!" lyder hans selvsikre svar.
"Ja, ja," siger jeg i sikker forvisning om, at det kan ingen mennesker i hele verden - smage om to rester er hældt sammen.
Jeg mener: Hvordan kan en knægt, hvis foretrukne føde er cola, chips, rødt kød, franskbrød og leverpostej overhovedet have nogen smagsløg?
Men det har han. Med usvigelig sikkerhed afslører han mit ynkelige svindelnummer.
"Det er da mageløst," siger vi til hinanden, min kloge kone og jeg.
Hvordan skal det gå, når husstandens afgjort mest sultne person efterlader op mod halvdelen af det, vi køber, i kartoner og flasker?
"Jamen, der er ikke andet for, end at han selv må købe sine drikkevarer," fremturer jeg med en af mine sædvanlige tomme trusler. Jeg er fremkommet med dem så tit, at min kloge kone bare behøver at kigge på mig for at gøre mig klar over, hvor urealistisk og pinlig jeg er.
"Men har du noget bedre forslag?" fremturer jeg - selvfølgelig uden at få svar.
I stedet falder det i min - og i nogen grad i min kones - lod at drikke og spise rester: Rester af mælk, rester af yoghurt, rester af danskvand. Colaen nægter jeg at drikke, men efter sigende skulle den fungere godt som afløbsrens ...
Det er ikke langt fra, at jeg i løbet af den næste tid vænner mig til tingenes skæve tilstand. Herregud: Mine smagsløg kan i hvert fald ikke smage forskel.
Det begynder sådan set først at gå galt, den dag jeg bliver udnævnt til at gøre rent i køleskabet. Eller rettere: Rydde op og gøre rent.. Især det første kan tage lang tid. Det er, som om der har samlet sig mængder af rester bagest i køleskabet, som jeg har en lille mistanke om er sat derind, fordi det så betyder, at den bøtte, resterne er i, ikke skal vaskes op. Da jeg antyder min formodning over for min kloge kone, får jeg et hvast blik og besked på bare at gøre mit arbejde.
Det er da hun skraber et stykke mug af en lidt for gammel ost, at det slår klik for mig.
"Det gør man bare ikke. Det hjælper ikke at skrabe mug af, for sporerne findes i hele osten," siger jeg med belærende stemme. Hun sukker, ser opgivende på mig, pakker osten ind og lægger den tilbage i køleskabet. Så er det jeg siger med høj, klar stemme:
"Ad, jeg hader rester!"