Nu er den nye hjemmeside,
www.plantevalg.dk klar. Og her kan man gå ind og se, hvilke arter og frøkilder der passer bedst på netop sin egen jord.
Skovejere, landmænd, jægere og andre, der af og til planter træer, har hidtil ofte manglet den nødvendige baggrundsviden og indsigt for at kunne vælge de optimale træarter og frøkilder på netop deres lokalitet.
Men nu er hjælpen nær - i form af en ny hjemmeside, www.plantevalg.dk. Den er udviklet af Skov- og Naturstyrelsen og Skov & Landskab, Københavns Universitet. Det fortæller skovrider Bjerne Ditlevsen fra Skov- og Naturstyrelsen.
Undgå dårlig skov
"Hidtil har det ikke været let for ikke-fagfolk at finde ud af, hvilke træarter, buske og frøkilder der passer bedst hvor. Med det resultat at der i mange tilfælde er brugt plantemateriale, som er mindre eller endda direkte uegnet på den pågældende lokalitet. Og det giver en dårlig skov, der ofte ikke holder så længe," siger Bjerne Ditlevsen, som ved selvsyn har konstateret problemerne over alt i landet.
Typisk er der brugt planter af udenlandsk herkomst, og frøkilde der ikke er tilpasset det danske klima. Men det kan for eksempel også være planter af sjællandsk oprindelse, der ikke trives i det mere barske Vestjylland. For selvom en frøkilde er godkendt til privat skovrejsning, kan der stadig være store forskelle på, hvor velegnet den er på lige netop den lokalitet, man har tænkt sig at rejse skov på.
"Derfor har vi lavet denne hjemmeside, hvor man kan gå ind og klikke på sin lokalitet og få egnede forslag til frøkilder af forskellige træer og buske frem," fortæller han.
Det kan man så bruge til at stille krav til entreprenøren der rejser skoven, og sikre sig at det er det rigtige plantemateriale, han bruger. For i sidste ende er det lodsejerens eget ansvar, at skoven vokser ordentligt op, og at der kun er brugt de tilladte frøkilder. Ellers risikerer man at miste tilskuddet.
Nyttige oplysninger
Formålet har været at udvikle en hjemmeside med et GIS-baseret "valg af frøkilde"-system, som på en enkel måde gør det muligt både for den "almindelige" bruger og for fagmanden at vælge både de arter og frøkilder, som egner sig til den konkrete plantningslokalitet, oplyser Bjerne Ditlevsen.
Og det er lykkedes. Med udgangspunkt i plantningslokaliteten skal brugeren blot angive formålet med plantningen (skov, juletræsproduktion, læplantning m.m.). Og fluks kommer der en række anbefalinger til valg af træart, busk og frøkilde (herkomst). Der er tilmed masser af brugbar information om hver træart og busk, der er beskrevet i detaljer.
"Systemet omfatter samtlige kårede bevoksninger i Danmark samt alle udpegede frøkilder. Plus de udenlandske frøkilder og provenienser, som er omfattet af de danske tilskudssystemer," siger Bjerne Ditlevsen og tilføjer, at det også er planen, at planteskoler med tiden kan indberette salgsklare planter til systemet, så man let kan se, hvor de ønskede planter kan købes.
www.plantevalg.dk
Bjerne Ditlevsen fra Skov- og Naturstyrelsen.