Log på Forside
 
Landet rundt noter
Foto: Dansk Limousine Forening
Klarlund Osval er solgt for 32.000 kr. Hans sæd kan fortsat købes via Dansire.

Limousine til knap 40.000 kr.

Dansk Limousine Forenings auktion i november på Mejlgaard Gods på Djursland blev den hidtil bedst besøgte med 400-500 interesserede. 15 katalognumre var under hammeren. Højeste pris indbragte en drægtig kvie, Sølyst Aida, som blev solgt for den nette sum af 38.500 kr.

Dansk Limousine Forenings egen tyr, den ni-årige Klarlund Osval, som er den mest anvendte kødrace-insemineringstyr i Danmark, blev solgt for 32.000 kr. Da foreningen stadig oplever stor efterspørgsel efter sæd af Klarlund Osval, har man sørget for at have en stor del portioner på lager, som kan bestilles gennem Dansire.

Næste Limousine-auktion holdes lørdag 17. maj 2008 på Danmarks Nationale Hestesportscenter, Vilhelmsborg, ved Århus.

To slags lokalråd bør undgås

Politiet ønsker at oprette samarbejdsudvalg med kommunerne. Udvalgene skal være med til at forebygge den lokale kriminalitet. Disse samarbejdsudvalg vil politiet kalde lokalråd.

Opgaven er fin, men navnet er uheldigt, påpeger Carsten Abild, formand for Landsbyerne i Danmark. Siden kommunalreformen i 1970 har der nemlig i mange kommuner eksisteret lokalråd. Og efter den sidste kommunalreform i 2007 er der i de nye storkommuner oprettet endnu flere lokalråd. Alle forbinder derfor ordet lokalråd med disse lokale, folkevalgte råd.

Landsbyerne i Danmark har derfor bedt justitsminister Lene Espersen sørge for, at de nye samarbejdsudvalg mellem kommuner og politi ikke bliver kaldt lokalråd men noget andet.

Pas på landsbyskolerne

Hver dag bringer medierne nye meldinger om skolelukninger. Resultatet er meget ofte, at forældrene efterfølgende varsler åbning af nye friskoler. Senest er der i det midt-vestjyske tale om ni kommende friskoler. Skoledialogen har trange kår, når selv velfungerende skoler i velfungerende landsbyer med vækst i elevtal og tilflytning nedlægges, lyder det fra Landdistrikternes Fællesråd, der dog ikke vil kræve at hver landsby skal have en skole.

AgroTech nyt institut

AgroTech, Landbrugets nye institut for jordbrugs- og fødevareinnovation, er officielt åbnet i Skejby. AgroTech-instituttet er udpeget som det ottende GTS-institut (Godkendt teknologisk Serviceinstitut). De har alle til formål at sprede viden fra forskningen ud til virksomhederne. AgroTech er det eneste af GTS-institutterne vest for Storebælt.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: