Log på Forside
 
Frikadellekultur
Eksportslagterierne ændrede danskernes madvaner, så farsretter blev almindelige. Den historie fortælles blandt andet på den kommende slagteriudstilling på Landbrugsmuseet Gl. Estrup.
Foto: Michael Pohuski/ Polfoto
Opskriften på spejlæg og bacon blev for første gang trykt år 1900 i en dansk kogebog.

Da eksportslagterierne blev etableret, måtte danske husmødre og deres køkkenhjælpere til at lære at bruge de dele af grisen, som ikke kunne eksporteres. Det betød, at farsretter blev almindelige. For eksempel frikadeller.

Anvendelse af indmad vandt frem. Stegt lever, hjerter i flødesovs og leverpostej.

År 1900 blev opskriften på spejlæg og bacon for første gang trykt i en dansk kogebog.

Når man fortæller om slagtningens udvikling i Danmark, fortæller man langt hen ad vejen også det danske måltids kulturhistorie. Og den vil snart blive fortalt på Landbrugsmuseet Gl. Estrup, hvor forberedelserne er i gang til en permanent udstilling om slagtningens historie i Danmark. Udstillingen åbner i marts 2008.

Samling fra Roskilde

Gl. Estrup har overtaget hele den samling, som Slagterimuseet i Roskilde havde. For tiden er flyttekasserne ved at blive pakket ud, så indholdet kan blive registreret. Der er tale om cirka8.000 museumsgenstande, som i hovedovertræk består af maskiner, håndværktøj, billedarkiver og håndbøger fra slagterierne, garverierne, køleindustrien og delvis fra slagteributiksområdet.

Museet på Gl. Estrup har fået tilknyttet et slagterlaug, bestående af frivillige tidligere slagtere som bistår med deres professionelle viden om anvendelsen af de mange genstande, om arbejdsprocesser, begreber og dateringer. Slagterlauget arbejder sammen med museets personale om kommende aktiviteter og etablering af arbejdende værksted, hvor museumsgæsterne vil kunne se slagtererhvervet i funktion.

Med forskellige virkemidler vil museet ikke bare fortælle om slagteribranchens kulturhistorie, men også en vedkommende historie om danskernes ændrede madvaner i første halvdel af 1900-tallet i forbindelse med slagteriernes fremkomst.

www.gammelestrup.dk

Frikadeller blev dansk nationalspise efter at der blev etableret eksportslagterier i begyndelsen af 1900-tallet.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: