
Foto: Jens Tønnesen.
Jesper, Allan og Janni med deres impalaer. Allan sidder desuden med en stor kudu, og foran ham ligger tænderne fra det vortesvin, han skød. Stående tekniklærer Søren Peder Frandsen, der for et par år siden selv var med i Sydafrika og fik ram på en stor Impala. Han har inspireret de interesserede elever til at tage jagtoplevelsen med.
De betalte ekstra for tillægsoplevelsen. Og helt billigt er det ikke at få ram på impalaer, kuduer og vortesvin og få sendt trofæerne hjem fra Sydafrika. I omegnen af 20.000 kr. og lidt til, afslører tre kommende driftsledere fra Grindsted Landbrugsskole.
Allan Højrup, 21, Janni Riber Rasmussen, 22, og Jesper Kristensen, 22, var i april-maj 2007 sammen med 16 andre elever på Modul 2-holdet på studierejse i Sydafrika. Da de andre rejste hjem, blev de tre - og en fjerde elev, Henning Jensen - i Sydafrika for at tage på jagtsafari.
"Hvornår får man ellers sådan en chance? Økonomisk er det noget der trække tænder ud, men det var enormt spændende," er de enige om.
Så spændende, at Allan har fået lyst til at tage til Afrika igen og arbejde for et jagtselskab.
Janni, der aldrig før har prøvet at gå på jagt - hvilket ikke var et problem i Sydafrika, hvor der ikke er krav om jagttegn - vil i denne vinter tage jagttegn, for nu ved hun, at jagt er noget for hende.
Bukkefeber
"Bukkefeber kan næsten ikke beskrives. Blodet strømmer rundt i kroppen, og det hele kører 200 km i timen. Man skal have prøvet det selv, og det gjorde jeg i Afrika," fortæller Janni, som sammen med Allan var på jagttur med den danske skytte, Holger Jensen, som guide. Han driver safariforretning i Sydafrika og var også den der havde arrangeret den faglige del af landbrugselevernes studietur.
"Vi havde kun været ude i fem minutter, da fik Janni ram på en impala," lyder det imponeret og også lidt misundeligt fra Allan, der er erfaren jæger med riffeltegn og ambitioner om både at skyde impala, kudu og måske et vortesvin. Det lykkedes for ham, men ikke uden besvær.
"Mens vi var ude for at eftersøge en kudu, jeg kunne skyde, kom der pludselig et vortesvin. Det var dumt at lade chancen gå fra sig, selv om jeg synes, det er et grimt dyr med 30 cm lange tænder. Så jeg skød efter den, men den var 240 meter ude, og kuglen sad alt for lavt. Så jeg måtte ude og lede efter den. Jeg gik tre timer rundt gennem tjørnekrat og blev totalt revet til blods, inden vi fandt den," fortæller Allan, der senere også fik ram på en kudu på 300 kg.
"Sådan en er på størrelse med en jerseyko. Jeg kom til at ryste så meget bagefter, at jeg ikke kunne holde på riflen, så den overtog Janni. Det var vildt. Det koster 4.000 kr. for hvert dyr, du rammer." beretter Allan, som også fik ram på en impala.
Janni skød to små impalaer. Jesper og Henning var sammen på jagt et andet sted, men deres beretninger springer vi over af pladshensyn.
Impalaer over farfars sofa
For et par måneder siden fik safarideltagerne fra Grindsted Landbrugsskole deres trofæer hjem med posten.
Jannis to skalmonterede impalaer hænger nu over sofaen i hendes 95-årige farfars stue på gården i Blåhøj.
"Hjemmehjælperen var ved at få et chok, da hun så dem ligge i sofaen, før de kom op at hænge," fortæller Janni, som for to år siden overtog sin farfars gård, hvor han fortsat bor.
"Det er en rigtig hyggegård på 20 hektar. Der er både rådyr og vildænder, jeg kan gå på jagt efter."
Janni skal ikke bo på gården foreløbig. Når hun ved udgangen af februar er færdiguddannet driftsleder, tager hun et halvt år til Australien. Billetten er bestilt.
"Derefter skal jeg nok hjem og starte en minkfarm i Blåhøj," fortæller Janni om sine fremtidsplaner.
Hun synes, det er rart, at skolen gider lave sådan en god tur for eleverne og give dem mulighed for den ekstra oplevelse jagtrejsen var.
www.grindls.dk
www.jensensafari.com
Janni, Allan og Jesper med deres impalaer. Allan sidder desuden med en stor kudu, og foran ham ligger tænderne fra det vortesvin, han skød. Til venstre tekniklærer Søren Peder Frandsen, der for et par år siden selv var med i Sydafrika og fik ram på en stor Impala. Han har inspireret de interesserede elever til at tage jagtoplevelsen med.