Log på Forside
 
Navn søges til overvintrende stork
Foto: Karina Christensen.
Storkeunger i 2004 øver sig i flyvningens kunst. Det er en af de storke, der nu er tilbage i Hvedstrup.

En hun-stork, som er udruget i Hvedstrup ved Roskilde i 2004, har besluttet sig for at overvintre i Danmark sammen med sine forældre, storkeparret Ida og Emil.

Storken har ellers, siden den forlod reden i 2004, ikke været i Hvedstrup og har i de foregående vintre opholdt sig under varmere himmelstrøg.

Den ankom midt i maj 2007 til Sjælland og har været i omegnen af Veksø, Østrup og Hvedstrup lige siden, og den har altså valgt at blive vinteren over sammen med sine forældre, som helt savner evnen til at trække sydpå om vinteren. Alle tre storke bliver dagligt fodret, så de ikke sulter. Det kan man alt sammen læse om på www.storkene.dk.

Den unge overvintrende hunstork - som ikke har et navn endnu - er i øvrigt kønsmoden i 2008, så muligheden for, at Gundsø/Veksø eller et andet sted i området får "par nr. 2" til næste ynglesæson, er ganske stor. Og nu skal hun have et navn.

Tre flyvefærdige storkeunger fra Gundsølille blev sidste år navngivet Roar, Margrethe og Helge i samarbejde med Dagbladet/Frederiksborg Amts Avis.

Du kan være med til at finde et navn til vinterstorken i den konkurrence, Storkene.dk har udskrevet. Eneste krav er, at det skal være et pigenavn.

Den heldige vinder vil blive belønnet med en friplads på Storkene.dk's Slesvigstur i maj 2008. Så send dit forslag, med begrundelse af dit valg, senest 10. januar til: storkenavngivning@nypost.dk. Husk at angive navn, adresse og din mail-adresse.

Foga

www.storkene.dk

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: