Rekordsalg af danske landbrugsmaskiner
Salget af danske landbrugsmaskiner og agroteknik sætter rekord i år. Ifølge brancheorganisationen Danske Landbrugsmaskinfabrikanter ventes det samlede salg til danske og udenlandske landmænd i år at stige med 10-15 procent.
Omsætningen for 2007 ender dermed på ni mia. kr., mens der hentes 7,6-7,9 mia. kr. hjem på eksporten, oplyser Børsen. I 2005 var omsætningen 7,4 mia. kr., mens den i 2006 lå på 8,1 mia. kr.
2008 ventes at blive et mindre givtigt år i Danmark på grund af svineproducenternes økonomiske situation. Men på eksportmarkederne menes det danske salg at kunne holde stand.
"Alle har travlt lige nu, men ordrebøgerne rækker ikke så langt frem, som de tidligere har gjort. En del svineproducenter venter med at investere i nyt staldinventar," siger Günther Løkke, der er formand for Danske Landbrugsmaskinfabrikanter.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: