Log på Forside
 
Find det unikke - skjul det grimme
Mogens Skovgaard har fået lagt - ikke alene en naturplan men en værdiforøgelsesplan for sin ejendom på Bornholm.
Foto: Morten Bach Jørgensen.
Et mageskifte sikrede udsigten ud over havet.

Det gælder om at finde de unikke ting omkring gården. Og skjule de grimme.

Før var Maglegård godt nok en ejendom med historie. Den har tilhørt Peder Oxe, Danmarks mest betydende embedsmand i 1500-tallet, og senere Jens Kofoed, Bornholms befrier da øen var besat af svenskerne i 1600-tallet. Men fra vejen var ejendommen delvis skjult bag krat og ikke særligt kønne bygningsanlæg der skæmmede indtrykket, og udsigten fra gården ud over havet var forhindret af skovvækst.

Det har Mogens Skovgaard fået gjort noget ved. I samarbejde med Morten Bach Jørgensen, OBH-gruppen, har han fået lagt en naturplan, der samtidig også er en værdiforøgelsesplan, for den handler både om landskab og bygninger og sammenhængen imellem dem.

Pæn fremtræden mere værd

Mogens Skovgaard, 56, er arkitekt og købte sammen med sin kone, Yvonne, Maglegården for 11 år siden. De kom fra Hellerup, men Bornholm trak, for herfra kommer Mogens Skovgaards bedsteforældre, og Yvonne er født på Bornholm. Salget af huset i Hellerup rakte rigeligt til at købe gården på Bornholm.

Men i dag er Maglegård blevet meget mere værd.

»Jeg har haft en ejendomsmægler til at vurdere gården efter herlighedsværdi, og han har kunnet se forandringen og sætte pris på den. Uden at det har kostet os en formue - det dyreste har været 50.000 kr. til nedrivning af en gammel staklade - er gården blevet meget mere værd, siger Mogens Skovgaard.

Dammens grønne alger forsvandt, da der kom brakmark i stedet for dyrket jord lige uden for haven.
Gården åbner sig nu mod landskabet, fordi nogle driftsbygninger er revet ned. Mogens Skovgaard har lagt en hektar brak foran gården og en hektar bagved.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: