
Foto: Istock.
Godbidder beroliger bange heste under træning, viser ny forskning.
Blandt hestefolk er der delte meninger, om hvorvidt man skal give godbidder til hesten for at få den til at udføre en opgave. Nogle mener, at foderet distraherer hesten og fjerner fokus fra opgaven - og at hesten hurtigt kan blive en lommehest og begynde at nappe, hvis man altid har en belønning i lommen.
Men nu har nye forsøg på Forskningscenter Foulum kastet nyt lys over striden. Forsøgene er udført af jordbrugsteknologerne Anne Mette Brogaard og Lene D.H. Andersen fra Dansk Center for Jordbrugsuddannelse.
Positiv eller negativ
»Forsøgene viste, at de heste der blev trænet med positiv forstærkning (foder) generelt havde en lavere puls under øvelserne - i forhold til de heste der blev trænet via negativ forstærkning,« fortæller de to jordbrugsteknologer i magasinet HEST.
Det foregik ved, at 22 ungheste blev testet i, hvordan de reagerede under en positiv og negativ forstærkning i fire øvelser af forskellig sværhedsgrad. Formålet var at finde ud af, hvordan man bedst muligt kan træne og tilvænne heste til en ny og fremmed opgave.
Forstærkning betyder belønning, og med positiv forstærkning forstås tilførsel af noget positivt som foder. Mens negativ forstærkning betyder fjernelse af noget negativt, som for eksempel tryk - hvilket er den belønningstype, de fleste anvender inden for hestetræning i dag.
Foder mindsker angst
»Den øvelse, vi forventede var sværest for hestene, blev gennemført af flest heste på positiv behandling og desuden på kortere tid sammenlignet med heste på negativ behandling. Men ved de tre lettere øvelser gennemførte hestene på negativ behandling øvelserne hurtigere end de heste, der blev trænet med positiv forstærkning,« fortæller Anne Mette Brogaard og Lene D.H. Andersen.
Det betyder altså, at negativ forstærkning kan være at foretrække, når hesten ikke viser tegn på nervøsitet, men snarere virker nysgerrig og motiveret til at løse opgaven. Mens det kan være den helt rigtige løsning at lokke med foder, hvis hesten virker usikker og bange for opgaven.
På den baggrund anbefaler de to netop en blanding af positiv og negativ forstærkning. Hvis hesten kun er en smule tøvende, kan man ofte nøjes med et lille skub eller træk. Mens en skræmt hest kan reagere helt modsat og gå i panik, hvis man forsøger at tvinge den frem.
Derfor bør positiv forstærkning som for eksempel foder bruges, når hesten skal vænnes til noget, den er bange for, lyder konklusionen.
Læs mere i magasinet HEST nr. 1, 2008, www.magasinethest.dk