
Foto: Erik Poulstrup, VHL.
Små målrettede kvalitetsbeplantninger giver masser af vildt og dejlige naturoplevelser. Her et panorama af et overdrev med mindre beplantningsområder.
Discountbølgen har nået toppen af sin popularitet. Vi vil ikke længere have 30 grønne Tuborg for 75 kroner, men vælger snarere tre gode specialøl for samme beløb. Den forbrugermentalitet kaldes af trendspottere for "Lidt men godt"-mentaliteten, hvor forbrugerne vælger kvalitet frem for kvantitet.
Og mentaliteten breder sig. Den kan ikke sidestilles med en større købekraft eller betalingsvillighed, for det handler netop ikke om at få flere produkter - men om at få bedre produkter.
Det mener skovrådgiver Erik Poulstrup fra Vesthimmerlands Landboforening (VHL) i Aars, som ser samme tendens i sit arbejde.
Små beplantninger
"I vores rådgivning omkring beplantninger i det åbne land oplever og anerkender vi denne mentalitet. Det handler nu om at skabe rigtig god kvalitetsnatur. Små beplantninger i det åbne land er et godt eksempel," siger han.
Privat skovrejsning på landbrugsjord er dyrt, da der ud over etableringsomkostninger er en række forhold, man skal tage hensyn til, blandt andet omkring jordens kredit- og skattemæssige værdi.
"Men der er ingen tvivl om, at skovrejsning er kommet for at blive," forsikrer Erik Poulstrup og fortsætter:
"Men den enkelte lodsejer må ikke overse muligheden for også at skabe mindre områder med kvalitetsnatur i det åbne land."
Kvalitetsnatur
Kvalitetsnatur i det åbne land kan for eksempel være en velvalgt beplantning på en til to hektar. Kvaliteten opstår blandt andet, når den helt rette placering i forhold til andre landskabselementer er fastlagt. Og når den helt rette og gerne enestående plantesammensætning er designet.
"Nogle lodsejere efterspørger en lille "hyggelund", andre en sanselig beplantning med blomstrende buske og bær, og en hel del efterspørger en beplantning, der kan være et godt levested for fugle eller dyr," fortæller Erik Poulstrup.
Funktionerne er forskellige, og derfor bør man være meget opmærksom på at plante de rette planter på de rigtige lokaliteter. Lidt men godt er kodeordet - for det betaler sig på langt sigt i form af en stor ejerglæde.
En af Erik Poulstrups opgaver har været at lave en lille lystskov, som blev designet til et fritidslandbrug hvor ejeren havde en klinik der tilbød zoneterapi. Opgaven bestod i at lave kvalitetsnatur ved klinikken, der skulle inspirere til små vandreture efter behandlingen.
"I vores uvildige rådgivning tager vi udgangspunkt i det individuelle projekts muligheder. Det er meget værdifuldt for mig at vide, at jeg afleverer en rådgivning der giver den rette langsigtede ejerglæde," slutter Erik Poulstrup, der ikke bryder sig om kortsigtede discountløsninger.
Et flot hegn mellem markerne er godt for vildtet.