
Foto: Jens Tønnesen.
Multioliebrænderen fylder ikke meget, støjer næsten ikke og er meget miljøvenlig, fortæller Preben Ravn.
Trænger du til at udskifte den gamle oliebrænder? Så skulle du måske kaste et blik på den nye Tempratec C1 biooliebrænder, der for første gang så dagens lys i Danmark på årets nyligt afholdte Agromek.
Den tyskproducerede oliebrænder kan nemlig brænde alle vegetabilske olier som rapsolie (kold og varmpresset), hørfrøolie, solsikkeolie, sojaolie, fiskeolie, fritureolie plus blandingsolier (restprodukt fra biodiesel) og almindelige fyringsolier uden problemer.
Det oplyser importøren, Preben Ravn fra BioXperten, som er begejstret for den nye oliebrænder og fremhæver den som et helt unikt produkt, der allerede bruges i mange tyske hjem.
Unikt brænderør
Hemmeligheden er det specielt udviklede og patenterede brænderør af titanium og stål, der kan brænde uhørt rent, fordi gløderøret bliver rødglødende.
»Det betyder, at oliebrænderen er fantastisk effektiv med en god brændeevne og samtidig meget miljøvenlig. Den udleder kun mellem 18 og 47 ppm kulilte (CO), hvor de fleste rapsbrændere ligger på omkring 800 ppm. Og så er den 100 procent CO2-neutral,« fortæller Preben Ravn.
Brænderen er også lugtfri, fordi den ikke er udstyret med et forvarmningskar, som de fleste andre brændere.
Ingen støj eller vedligehold
»Både kompressor og opvarmningsenhed er indbygget i brænderen, og det betyder, at den ikke støjer - og fylder mindre end de fleste brændere. Og så er den let at vedligeholde, for der skal aldrig skiftes dyse. Den kører som trykforstøvningsbrænder - så man skal kun justere på pumpen. De normale månedlige eftersyn kan uden problemer erstattes af et årligt,« siger han.
Oliebrænderen er hurtig at installere og kan næsten monteres på alle kedler, blot brændkammeret er 40 cm dybt. Den er godkendt efter de nye normer. Og prisen ligger på omtrent samme niveau som de øvrige rapsbrændere på markedet, oplyser Preben Ravn.
De første multioliebrændere er nu solgt og monteret i Danmark.
www.bioxperten.dk
Preben Ravn er begejstret for det unikke brændrør, der er multioliebrænderens hemmelighed.