Storm med vindstød af orkanstyrke.
Ja, sådan meldte vejrudsigten, at lørdagens vejr ville blive. Følgelig brugte vi fredag eftermiddag på at sikre, hvad sikres kunne: Min kloge kone bar det kasserede juletræ ind i maskinhuset, jeg slog et par søm i de blikplader der altid rasler omme på stalden, trillebøren blev vendt med bunden i vejret, og så holdt vi ellers - om man så må sige - vejret.
Baggrunden er alvorlig nok: Lige så flot udsigten over fjorden er, lige så udsat gør den bygningerne for vindstød af orkanstyrke.
Næste morgen vågnede vi med bange anelser til noget der mindede om vindstille - og solskin.
"Orkanens øje," sagde jeg til min kloge kone, men den kom aldrig - stormen.
"Det er nærmest som at få en dag foræret," smilede hun, da vi senere på dagen bevægede os ned på engen og tog den nyuddybede grøft i øjesyn. Det blev til en lang tur ud i et pragtfuldt landskab, og da vi om aftenen sad bænket om rødkål og rødvin, fortsatte jeg drømmende: "Det er den slags dage, man skulle samle på."
Så på en måde var det skæbnens ironi, at vi dagen efter vågnede op til trøstesløs regn, der så ud til at vare fra morgen til aften.
"Det er sådan en dag, man kan bruge til at rydde op," bekendtgjorde min kloge kone. Selv trak jeg lidt på det men indvilgede alligevel i at rydde værkstedet.
"Skal vi ikke hellere tage loftet," fortsatte hun energisk.
Det lykkedes mig at trække den til hen ad ved et-tiden, før jeg måtte strække våben.
"Men jeg kan altså ikke gå oprejst deroppe, så jeg får ondt i ryggen. Du må derop," påpegede jeg.
"Det er bare i orden. Du står hernede og tager imod det, jeg rækker ned." Hun kunne slet ikke holde op med at lyde energisk.
En time senere er en orkan i form af min kone gået over loftet, og hele værkstedet er overstrøet med alt det, vi har samlet de sidste 20 år. Alt det, som tømreren sagde, vi bare skulle smide ud, da han fik et højst privat indkig til vores gemmer under efterårets udskiftning af taget. Børnenes gamle legetøj vi aldrig har nænnet at forære væk, klæ' ud-tøj, dukkehuset jeg byggede, da min kønne datter fyldte fire, legoklodser for tusindvis af kroner.
Og så er der selvfølgelig lemmedaskerens plakater, der absolut skulle gemmes, hans udslidte sko med en rocksangers vigtige autograf, nogle CD'er med hit for kids og hvad han ellers en gang har ment, han måske kunne få brug for.
Selv er han forholdsvis hård ved sine minder, hårdere end jeg i hvert fald. Først da han begynder at kassere legetøj fra MIN barndom, siger jeg stop.
"Det er jo helligbrøde," siger jeg.
"Betyder det, at jeg ikke må smide det ud?" spørger han retorisk.
Og, ja - det gør det. Møjsommeligt sorterer jeg små ølkasser og sandsække fra skraldet. Ting jeg har leget med i timer, og som mine børnebørn så sandelig skal have glæde af engang.
"Tror du overhovedet, de ved hvad en sæk er, og at de gider lege med biler til den tid?" spørger min kloge søn.
"Ja selvfølgelig - fra de er tre til de er fire og lærer at betjene en computer," svarer hans endnu klogere mor inden jeg når at tage mig sammen til selv at svare.
Vi gemmer også den stol, min mor forærede mig, da jeg flyttede hjemmefra, og som vi aldrig har brugt fordi den egentlig ikke er så rar at sidde i.
Lidt varm bliver jeg om hjertet, da sønneke udpeger MINE spisebordsstole som fede nok til, at han vil overtage dem, når han en gang flytter hjemmefra. Hans bemærkning om at de nok skal males blanksorte, får mig til at tænke på den uge det tog at afsyre dem - men skidt med det: Knægten har forstand på stil, kan man mærke.
"Men ellers kan jeg ikke forestille mig, at jeg får brug for noget af alt det der," meddeler han, inden han forlader projektet.
Min kloge kone og jeg enes om, at vi alligevel gemmer legetøjet.
"Der har nu aldrig været noget så hyggeligt som at besøge bedsteforældrene, når de finder det gamle legetøj frem," siger vi til hinanden og mindes hver for sig varme somre hos bedsteforældre for meget længe siden.
Da vi noget senere igen sidder bænket om aftensbordet - denne gang med rester, fordi oprydningen ikke levnede tid til at lave mad - konkluderer min kloge kone på dagen:
"Det var noget af det, vi skulle have gjort for længe siden. Tror du ikke, du kan få tid at lægge et ordentligt gulv på loftet i næste weekend?"