"Hjælper du lige med at pakke væk?"
Min kloge kone kigger appellerende på mig. Det er morgen og madpakketid. Og selvom jeg for længst har erklæret, at jeg ikke vil hjælpe med madpakkerne, når jeg nu ikke selv har brug for nogen, overgiver jeg mig. Finder madpapir og mellemlægspapir frem, skærer hele stykker til halve og pakker det sammen i de rigtige pakker.
Eller rettere: Jeg prøver - jeg kan nemlig ikke finde madpapiret.
Vi var ellers holdt op med det med madpakker. Knægten kan købe mad på skolen, vi besluttede at finansiere indkøbet, men hans konstante økonomiske uføre fik ham til at anmode om både at få madpakke og økonomisk tilskud.
"Smør den selv, så er det i orden," svarede vi stort set i kor, hvilket han så gjorde den første morgen, hvorefter min kloge kone overtog arbejdet. Af samme grund er jeg sådan set også moralsk forpligtet til at hjælpe.
Men jeg HADER madpakker og jeg HADER at skulle finde på noget smart, der gør madpakken lidt mindre trist. Og hvis sandheden skal frem, er jeg heller ikke selv særlig glad for at spise madpakker.
"Men det virker," konstaterer min altid klogere kone tilfreds efter nogle dages forløb.
"Han er simpelthen mere glad, når han kommer hjem fra skole. Jeg tror faktisk, at det er madpakken, der hjælper," fortsætter hun.
Og noget er der om snakken. Træt er han heller ikke i samme grad som før. Og vi slipper for, at han smører fem skiver rugbrød i samme øjeblik han træder ind ad døren vel hjemkommet fra skole.
Og det ER sundt at spise mad midt på dagen og om morgenen, understreger min kloge kone igen og igen. Til gengæld behøver man ikke spise to portioner hver aften, påpeger hun, da den lille familie igen er bænket om frikadeller og et enkelt lille glas rødvin.
Det er især det sidste hun finder syndigt.
"Et enkelt glas kan gå, men to er for meget. Især når det er hver dag," fortsætter hun sine filosofiske betragtninger.
"Det er da langt fra hver dag at jeg får rødvin!" svarer jeg indigneret.
"Hvornår er det sidst, at du ikke har fået det?" spørger hun lidt for hurtigt. Og jeg nødt til at trække svaret i langdrag som en amerikansk præsidentkandidat, der har fået et ubehageligt spørgsmål og helst ikke vil hænges op på for meget.
Hendes seneste viden om sundhed har hun erhvervet sig fra kommunens store sundhedsundersøgelse. En halv time skal man bruge på at svare på, hvor lidt sund man er, og hvordan man gerne vil have hjælp til at gøre noget ved det.
"Det kan godt være, at der bliver nogle spørgsmål, som du ikke vil synes er helt rare at svare på," lyder det, da hun har afsluttet arbejdet. Og jeg er ikke det mindste i tvivl om, at det handler om rødvin og to portioner aftensmad.
Vi har begge to ret, erfarer jeg, da jeg en sen aften tager mig tid til at svare på de utallige spørgsmål. Men jeg slipper trods alt relativt helskindet igennem: For det første lyver jeg en ganske lille smule, for det andet afbryder jeg midt i den udvidede besvarelse, som navnlig handler om den mad man spiser og det man drikker.
Dermed afskærer jeg mig også fra en yderligere analyse af min sundhed - eller mangel på samme.
"Men jeg klarer mig nok også uden," tænker jeg, da jeg næste formiddag skærer en tyk skive cremet ost fra det lokale mejeri og lægger den på det lækre brød, min kone har købt lidt længere syd på.
"I morgen," tænker jeg, "i morgen lægger jeg min livsstil om.
Gud ved hvad jeg skal finde på til aftensmad? Lammekoteletter måske suppleret af flødesovs og de tørrede svampe, som vi havde med hjem fra Spanien - og rødvin!"