Henny og Harald Christiansen passer deres flotte have til punkt og prikke trods det, at de har holdt 60 års bryllupsdag.
Denne have er et fantastisk bevis på, at haven er noget af den bedste medicin der findes. Overalt hos Henny og Harald Christiansen er der blomster - også i indkørslen, gårdspladsen og ved begge indgangsdøre.
Den nordjyske have er både frodig og usædvanlig velholdt. Ikke et græsstrå vender forkert. Og det er virkelig imponerende, at ægteparret, der i maj måned fejrede 60 års bryllupsdag, stadig har overskud til at holde det hele perfekt.
Alt bugner
Smukke standere med blomster står i indkørslen og byder velkommen. Knaldrøde begonier, daturaer i krukker og en enorm passionsblomst op ad muren ved bagdøren er blot lidt af det, gårdspladsen byder på. Passionsblomsten har overvintret i flere år, endda uden at være vinterdækket.
Haven er en landbohave på 7.000 kvadratmeter under stadig forandring. Her er anvendt en del natursten og gravet tre små søer med springvand og vandløb. Der er georginer, stauder, sommerblomster, rododendron og klatreplanter opad en pergola. Og sjove, smukke og sjældne træer og buske. Alt sammen plantet så det klæder hinanden.
En vandresti i en lille skov med 40 forskellige træer er også en oplevelse. Og køkkenhaven bugner - også med flere rækker gladiolus. Også æbletræerne har et enormt udbytte i år.
Drivhuset har i år har fået en bund af fliser og er blevet forvandlet til udestue. Her står nu et par gode stole, så Henny og Harald kan nyde naturen i fulde drag i tørvejr bag glasset i drivhuset.
Liv i pipkvarteret
I kanten af køkkenhaven, mellem en række flotte georginer, er rejst en høj stolpe. På en platform øverst oppe har Harald været kreativ og har lavet en hel fuglekoloni af små søde fuglehuse med rødt tag. Et flot syn med de røde tage mellem alle de grønne omgivelser og den flotte blå himmel.
Et træ plantet på den tidligere møddingsplads er Haralds stolthed. Her er tre store og flotte mistelten på træet.
Spændende blomsterpynt ved indkørslen.
Passionsblomst.
Køkkenhaven indeholder både grønsager og blomster i snorlige rækker.
Bedet kantes af et smukt træværk til glæde for klatreplanterne.