Kendt designer fyrer op i kakkelovnen
En brændeovn skal fremstå som et smukt og funktionelt møbel, mener designeren Anders Nørgaard, der er trådt ind i en ny verden af formgivning med de nye og spændende Cubic-brændeovne.
Af Merete Hattesen
hattesen@landogliv.dk
33394753

Foto: Jydepejsen.
Forskellige modeller i den nye brændeovnsserie Cubic - her gulvmodellen.
Manden bag Jydepejsens brandvarme vinterkollektion for den kommende sæson, møbelarkitekten Anders Nørgaard, arbejdede koncentreret i halvandet år med den bemærkelsesværdige Cubic-serie, før han var tilfreds. Inden han slog så meget som én streg på skitseblokken, havde han tilbragt tre koncentrerede måneder med at studere teknikken bag den moderne ovns principper.
"Jeg ville ikke bare lave en brændeovn. Det skulle være noget mere," siger Anders Nørgaard, der gerne vil have en brændeovn til at fremstå som et på én gang smukt og funktionelt møbel. Seriens syv modeller byder på vidt forskellige udtryk til vidt forskellige indretninger - fra den diskrete ovn til den høje eller den lange, som både kan stå og monteres på væggen.
"En brændeovn kan godt være et stort element, sådan som de gamle kakkelovne var. I en af de aflange modeller er et stykke af ovnen bare til pynt. Overfladen bliver ikke varm. Her kan man sætte billeder eller lys, og man kan selv bestemme, hvor lang ovnen skal være," siger Anders Nørgaard og har dermed genoplivet gamle dages praktiske kaminhylde. I nogle af ovnene har han desuden gjort plads til brændet i siden bag de sorte metalplader.
"Der er nogle helt specielle følelser forbundet med åben ild, og med oliens prishop begynder folk vel også at installere brændeovne af økonomiske grunde," tilføjer designeren.
www.jydepejsen.com
Brændeovnsserien Cubic findes også som væg-modeller.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: