
Foto: Limpopo Rejser.
Mashatu-reservatet i Botswana er et yndet rejsemål for familier.
Inden for de seneste 10-15 år har de traditionelle jagtsafarier ændret karakter. Nu er det ikke længere fire-fem herrer, der er på drengetur med store skydevåben. I dag er konen og børnene ofte med. Og mens far øver sig på at ramme, er der typisk arrangeret fisketure, rideture, fotosafari eller lignende for resten af familien.
Det fortæller direktør Tina Jeppesen, Limpopo Travel, der har kontorer i Køge, Ulstrup og Svendborg. Hun understreger dog, at mange familiemedlemmer også vælger at tage med far eller mor i bushen. Derigennem kan de både få store naturoplevelser og forståelse for dét, jagten kræver af sin m/k'er.
Men der er en række ting, familien skal gøre sig klart, inden de beslutter sig for, om årets store rejse går til Afrika, understreger hun.
Afrika eller Legoland
"For det første skal man være klar over, om alle brænder lige meget for ideen," fortsætter Tina Jeppesen. "Hvis børnene hellere vil til Legoland eller Lalandia, skal man ikke rejse på safari i Afrika. Turen vil aldrig blive en succes, og pengene vil være mere eller mindre spildte."
Det andet gode råd fra rejsedirektøren er at finde ud af, hvilke krav familien stiller til en rejse. Hvilket indhold skal den have? Kan familien acceptere at være adskilt, når den ene part vil på jagt og den anden se kultur? Hvad med komforten og kan børnene stilles tilfredse ved at skulle ligge flere dage i camp for at se på dyr?
"Det er vigtigt, at familiens forventninger er afstemt. Det kan ikke nytte, at man efter tre dage er så mæt af Afrika, at man bare vil hjem, for det er svært, pointerer Tina Jeppesen. "Jeg siger ikke dette her for at skræmme folk fra at tage af sted, tværtimod. Men man skal ikke udleve andres drømme, man skal tage af sted, fordi man selv vil."
Indien - den nye trend
Og tilsyneladende vil folk stadig Afrika. Nye og mere eksklusive rejsemål som for eksempel Botswana er begyndt at dukke op side om side med Sydafrika og Tanzania. Det samme gælder kombinationen af oplevelsessafari og badeferie ved Mauritius.
"Men ellers viser trenden, at Indien vil blive det nye fotosafari-land," mener Limpopos direktør.
Så lige allersidste vigtigste rejseråd: Brug altid et bureau der er medlem af Rejsegarantifonden - og rejs så med omtanke, lyder det fra Tina Jeppesen.
www.limpopo-travel.dk