Jordvarmeanlæggets display giver nyttige informationer
Kim og Herdis overtog et ældre hus i Tisvildeleje for en del år siden. Det var for lille til deres familie på fire, så de byggede til med en velisoleret fløj med vandbåren gulvvarme. Det førte til, at familien gik fra salamanderkedel til mosevarme.
Gratis tøjtørring?
I den gamle kælder i huset stod en Salamander-oliekedel med masser af »gratisvarme«, så fyrrummet blev til et dejligt sted at tørre børnetøj. Eller var varmen nu også helt gratis?
Kim syntes i hvert fald, at varmeregningen var alt for høj. Et sted mellem 20 og 30.000 kr. om året for en almindelig familiebolig var klart i overkanten. En stor del skyldtes tomgangstab fra den uisolerede oliekedel, som nok var mere end 50 år gammel.
Oliefyr, jordvarme eller træpillekedel?
En del år gik med overvejelser om en ny varmekilde. Der var et fint fyrrum med plads til et nyt oliefyr eller en træpillekedel, men familien er meget ude af huset, så automatik og brugervenlighed fik høj prioritet. Kim var alligevel i gang med at bygge et udhus, så en alternativ placering for varmekilden kunne fint blive i denne tilbygning.
Jord-, mose- eller søvarme?
Fordi huset ligger ned til en lille mose, var det oplagt at se på jordvarme. Fugtig jord er nemlig velegnet til at opnå lavt elforbrug til drift af kompressoren i et jordvarmeanlæg, fordi vand er en god energibærer.
Hvis naturen ligefrem byder på strømmende vand som for eksempel underjordiske kilder der siver ned mod en mose, vil dette vand køle. Det vil sige trække energi ud af et ret stort grundareal og derved løfte temperaturen til varmepumpens køleside vinteren igennem med et par grader. Selv ganske få grader giver høj virkningsgrad til systemet og dermed lavt elforbrug.
Hvis jordvarme skal have en økonomisk og miljømæssig betydning, er det mere end vigtigt, at den kører så langt på literen som overhovedet muligt. Elproduktion i Danmark sker stadig med overvejende kul og naturgas, altså fossile CO2-udledende energikilder. Og varmepumper bruger el.
Naboen der ejer søen havde tilbudt, at de måtte lave søvarme, det vil sige lægge jordvarmeslangerne ud på søbunden, men familien valgte standardløsningen, blandt andet fordi ansøgningsarbejde og teknik kræver mere tid med denne løsning. Søvarme er dog en fin mulighed til private søer med tilløb.
Varmefordeling og klimaskærm er vigtig
Men en ting er, hvordan solvarmen mest hensigtsmæssigt bliver hentet ud af jorden - en anden hvordan det lunkne fremløbsvand fra »den anden side« af varmepumpen kommer husets opvarmning til gode.
Gulvvarme som varmefordeling er ideelt til netop jordvarme, da man kan sænke fremløbstemperaturen fra varmepumpen og dermed elforbruget til dens drift i samme omgang.
Velisolerede huse er desuden et krav for at have gulvvarme uden at få kuldenedfald fra ydervægge og vinduer. Alle elementer er lige vigtige i valg af varmesystem - og i Tisvilde blev resultatet både komfortabelt og økonomisk attraktivt.
Du kan læse mere om jordvarme i Energitjenestens varmepumpe-tema på www.energitjensten.dk.
Du kan også ringe på tlf. 70 33 37 77 og få gratis vejledning om alt inden for energibesparelser.
Et velisoleret hus er en betingelse for jordvarme