Boulonnais-hesten er oprindelig en arbejds-/trækhest og er meget rolig.
Rolige men bestemt ikke kedelige - det er franske Boulonnais.
Ordene er Tina Gundesens. Sammen med sin mand, Svend Gundesen, importerede hun for to år siden den første Boulonnais-hest til Danmark - nærmere betegnet Frøslev ved grænsen, hvor de bor.
Siden blev hun helt forelsket i racen og hentede i foråret tre avlshopper fra Frankrig til deres hingst. To af dem var allerede ifolet med franske hingste.
Med på turen var også Tina og Hans-Christian Hansen fra Gørlev på Sjælland, og de købte fire hopper. Endnu to gik til Den Gamle By i Århus, hvor de kører rundt i tospand med en af byens gamle hestevogne og er meget populære.
Så der er lige nu i alt ti Boulonnais-heste i Danmark. Men flere er på vej.
Stor interesse
"Der går ikke en uge, hvor vi ikke får en henvendelse omkring Boulonnais-heste. Det er som om, folk kun har gået og ventet på, at nogen tog det første skridt til at importere dem," fortæller Tina Gundesen. Som sammen med Tina Hansen arbejder på at få et seriøst avlsarbejde i gang herhjemme, og grundstenen er lagt med indkøbet af deres syv hopper i maj.
Faktisk er Tina Gundesen lige nu på endnu en rejse til Frankrig sammen med potentielle købere, blandt andet kusken fra Den Gamle By der allerede vil have et tospand mere af racen.
Ifølge Svend Gundesen får man en høj kvalitet for pengene i Boulonnais-heste.
"Hvis man har 20.000 kroner til at købe en fritidshest for, får man ikke megen varmblodshest. Så hvis man ikke ligefrem har de store stævneambitioner, kan man få meget Boulonnais for de samme penge, da prisniveauet ligger meget lavere," siger han.
Ideelle fritidsheste
Tina Gundesen er faktisk tidligere varmblodshesterytter, men da hun fik små børn og ikke længere havde tid til dressur, så hun sig om efter noget andet.
"Boulonnais-heste er ideelle fritidsheste. De har koldblodens rolige sind, et dejligt temperament og en stor personlighed. Og så kan de stå længe uden at blive redet eller kørt - og uden at blive "varme", når man igen tager dem i brug. Alligevel har de ridehesteformat og føles ikke tøndeagtige at ride på," fortæller hun. Og savner bestemt ikke varmblodshestene længere.
Hvor meget Boulonnais-heste kan bruges til dressur afhænger meget af deres type. Man kan få dem fra 1,60 til 1,78 meter i stangmål. Og der er både smalle og brede modeller i alle højderne.
Tina Gundesen, tlf. 74 67 60 07 - www.holbergsgaard.dk - www.boulonnais.dk - www.boulonnais.net
85 procent af Boulonnais-hestene er hvide eller skimlede. Den kaldes på grund af sin ædelhed også fuldblodshesten blandt koldblodsheste. I sit hjemland, Frankrig, bliver den brugt til forædling og blodfornyelse af andre koldblodsracer, faktisk har man en anerkendt krydsning ved navn Araboulonnais, som har en Boulonnais-mor og en Araber-far.
Svend trækker toårige Sara på marken.
Boulonnais-hesten er en god allround fritidshest - også til ridning.