Korte transportkurser for fåre- og gedeholdere
Fra januar 2008 er der kommet nye krav om uddannelse og kompetencebevis for transport af dyr. De gælder også for får og geder.
Af Marianne Fogtmann
Fåre- og gedeholdere kan nøjes med at komme på to dages transportkurser i stedet for det sædvanlige femdages kursus, der dækker alle dyrearter. Men betingelsen er, at de hjemmefra har sat sig grundigt ind i kursusmaterialet.
"Når kommer man på to-dages-kurset, starter man nemlig med at gå til prøve i det, man har læst som selvstudium,", oplyser Kjelds Kragelund, der er sekretær for Landsforeningen Dansk Fåreavl.
Dansk Fåreavl har i samarbejde med Landscentret i Skejby fået Fødevarestyrelsens godkendelse af to-dages transportkurserne for får og geder.
"Der er i Dansk Fåreavl tilfredshedhed med, at det er lykkedes at få godkendt de kortere kurser, for mange fåreavlere har svært ved at afse tid til at være hjemmefra i fem dage for et sådant kursus," siger Kjeld Kragelund.
Baggrunden for kurserne er, at der fra 5. januar 2008 er trådt nye krav om uddannelse og kompetencebevis for transport af dyr i kraft. De gælder også for får. Kravet er, at transportøren skal have gennemgået et godkendt kursus i transport af dyr ved transporter på over 65 km. Undtaget fra dette krav er dog landmænd, som transporterer egne dyr i egne transportkøretøjer til og fra græsning.
"Transport af ikke økonomisk karakter som hobbybetonet transport og herunder transport af enkelte dyr til dyrskue vil efter Dansk Fåreavls opfattelse ligeledes være undtaget uddannelseskravet. Grænsen for hvornår der er tale om transport af økonomisk karakter er imidlertid noget der ikke i øjeblikket er nogen klar og entydig definition på," siger Kjeld Kragelund.
Uddannelseskravet gælder for alle andre transporter over 65 km og herunder også for landmandens transport af egne dyr til slagteriet.
De første to-dages transportkurser for fåre- og gedeholdere vil blive holdt 12.-13. november og 24.-25. november 2008. Kurserne udbydes af AMU Syd i Kolding, hvortil der også skal ske tilmelding, og hvor man kan få yderligere oplysninger hos kursussekretær Ane Pedersen, tlf. 76 37 34 21. apamusyd.dk.
Læs mere på
www.sheep.dk
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: