Landbrug til andet end køer, grise og får
Økonomikonsulent Peter Brandstrup Hansen var med til at hjælpe Tina Frølich og Erik Paw Nielsen med at realisere deres drøm om et hundesvømmebad ved Tølløse.
Af Elin Winther
23 28 19 32

Foto: Lars Møller/Polfoto
Ideen med hundesvømmebassiner var godt gennemarbejdet, mener økonomikonsulent Peter Brandstrup Hansen.
Da Tina Frølich og Erik Paw Nielsen kom til økonomikonsulent Peter Brandstrup Hansen med deres ide om et hundesvømmebad, kunne han ikke lade være med at trække på smilebåndet.
"Jeg så for mig Beverly Hills med lille Pluto svømmende rundt i badet. Det lød måske ikke helt fornuftigt i en konservativ landbrugskonsulents ører, og man tænker: Her er for mange udgifter og ingen indtægter." Peter Brandstrup Hansen var den gang ansat i LandboSjælland, som nu er en del af Gefion. Han arbejder med opstartsrådgivning for virksomheder, som ikke nødvendigvis er landbrug."
"Man skal som rådgiver passe på med at skyde ideer ned, før man har haft mulighed for at sætte sig ind i dem. Af de kunder, jeg har haft, er denne familie faktisk dem der kom med den allerbedste plan. Det var veldokumenteret og velovervejet, det de ville. De havde på forhånd fundet et marked for hundesvømmebassinet og dannet det netværk der skal til for at få kunder i butikken. Hvis der laves et godt forarbejde, så kan ting lade sig gøre."
"Projektet er et eksempel på, at landbrugsbygninger kan bruges til andet end køer, grise og får. Det skaber liv på landet, som vi så gerne vil have, og Tina Frølich og Erik Paw Nielsen har gennemført det ud fra en professionel synsvinkel."
Som godt råd til iværksættere siger Peter Brandstrup Hansen:
"Tænk jeres projekt igennem allerede inden inden I køber ejendommen - og få kigget grundigt på salgsopstillingen og på bygningerne.
"Jeg er selv et dårligt eksempel. Vi købte en ejendom med en gammel lavloftet svinestald, fordi vi ville holde får. Men det er jo ikke til at komme til at muge ud i sådan en stald."
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: