Log på Forside
 
Natursten med hat
På besøg hos Rigmor og Johannes Uggerhøj Uggerhøjvej 43, Uggerby, 9800 Hjørring.
Et utraditionelt bed er indrammet med sten og flisegange. Nogle sten er hugget ud med smukke mønstre, andre som dyr og fugle. De er hentet hos en god ven i Vestjylland.

Rigmor og Johannes Uggerhøj har siden 1961 boet i Uggerby på gården, hvor Johannes voksede op. De drev den tidligere med en dejlig jersey malkebesætning, som de solgte for otte år siden. Nu helliger de sig helt og holdent de grønne glæder, som de begge elsker.

På ejendommen er cirka 20 hektar plantet til som skov med fortrinvis eg og bøg og med rød-el og fyr som ammetræer. En stor og smuk park er det blevet til med græsplæner, lyngområder, enge og klippede stier og gange. Her er søer, damme og vandhuller, en bæk og masser af vegetation. I den ene sø har krebseklo helt overtaget vandspejlet, andre steder er der mængder af smukke åkander. Et herligt naturområde.

I en anden del af skoven er der plantet mange Rododendron mellem eg og bøg. Fra en udsigtshøj dækket med planter af hestehov er der en storslået udsigt over haven med de blomstrende rododendron i fantastiske farver. Ved mit besøg for nylig var flere i blomst for anden gang i år.

Den parklignende skov bliver ofte anvendt til friluftsteater, med cirka 200 tilskuere ad gangen. Også folkedansere har glæde af stedet. Rigmor og Johannes har selv danset folkedans siden 1990.

Haven er åben for besøgende, hele sommerhalvåret fra klokken 10.

Masser af sten

Rigmor og Johannes elsker sten, små og store. Rigtig, rigtig mange har fået en blivende plads i deres have. En del af stenene er hentet langvejs fra, da der ikke findes mange naturlige sten i gårdens egne omgivelser.

Det forstår man næsten ikke, når man ser de mange, også kæmpestore sten, på gårdspladsen, i haven og parken samt i indkørslen. Alle anbragt med sirlig omhu og med sans for, hvordan de klæder stedet og hinanden.

I haven får man hele tiden øje på et nyt og spændende motiv: Blomstrende roser, små alpine blomster, stedsegrønne buske, lyng og stauder får det til at fremstå som en kulturperle i japansk stil.

Riller og striber

En af stenene, har især Johannes en særlig forkærlighed for. Den lå i marken hos nogle venner. For knap 20 år siden fik Johannes den fragtet hjem og anbragt i haven. Stenen har en meget speciel udformning med riller og striber og ser ud næsten som om den har hat på. Stenen med det smukke og gedigne udseende stammer sandsynligvis fra istiden. Jeg holder selv meget af sten og forstår glæden ved at få sådan et af naturens mesterværker føjet til den i forvejen unikke samling af sten.

Bækken, med et væld af åkander.
Rigmor og Johannes Uggerhøj med deres haveklenodie, en meget udsædvanlige sten med hat på og dybe furer og riller. Et af naturens spændende mesterværker. Rigmor og Johannes valgte Politikens bog om beskæring, som tak for historien om deres haveklenodie.
Et smukt parti fra haven.
Fliser og småsten er lagt i spændende mønstre og danner stier i bedet
Her boltrer krebskloen sig i store dele af søen. krebsekloen er god til skabe og holde en fin vand balance.
Haveklenodiet tæt på.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: