"Gider du ikke lige rydde op i dine ting inde på stuebordet!

"Det er min kloge kone der kommer med, hvad hun opfatter som en venlig henstilling. Jeg kaster et blik ind på stuebordet, som om nogle minutter skal danne rammen om et hyggeligt, fælles aftensmåltid. "Hvaffor noget rod?" kan jeg ikke lade være at svare.

På bordet ligger et par af knægtens underbukser (det kan umuligt være min skyld), de sidste dages aviser (det er altid min kloge kone, der ikke kan blive færdig med avisen) og et par uåbnede breve (regninger formentlig, som jeg næppe har været skyld i.)
"Jeg sagde ikke noget om rod. Jeg bad dig bare rydde op," fortsætter hun roligt. Hun får det sagt på en måde, så jeg føler, at det altid er mig der roder.
Småmumlende går jeg i gang med arbejdet. I de samfulde tre minutter det tager at rydde spisebordet, spejder jeg efter ting, som hun muligvis kunne have efterladt, og minsandten om det ikke lykkes.
"De briller du har lagt på bordet - skal de blive liggende?" råber jeg ud i køkkenet med en stemme, som jeg - mislykket - forsøger at undgå at gøre provokerende. Jeg samler aviser, blade, sammenlagte underbukser og de sidste par dages post sammen og lægger dem i en bunke på chatollet, mens jeg demonstrativt lader hendes briller ligge. Egentlig mener jeg ikke, at jeg har grund til at føle, at det specielt er mig der roder, hvilket jeg meddeler i et lidt for skarp tonefald, da vi sidder bænket om det nu knap så hyggelige middagsbord.
"Jamen jeg siger da ikke, at du roder," forsvarer hun sig med en stemme, som jeg kan høre hun forsøger at gøre mild. "Men når vi nu er ved det, så har jeg lagt noget af dit tøj sammen ude i badeværelset og strøget to skjorter. Gider du ikke lige lægge det på plads, når vi har spist," fortsætter hun uanfægtet.
Selv jeg kan indse, at det er for dumt at protestere over, at hun har lagt mit tøj sammen, og jeg ved godt, at det selvfølgelig er mig selv der skal udføre den sidste del af arbejdet. "Det er altså ikke rod. Jeg har bare ikke haft tid," svarer jeg alligevel lidt tvært. "Det er altså dig der hele tiden taler om rod. Jeg har slet ikke nævnt det ord," svarer hun hurtigt inden vi skifter emne. Men roder gør der nu til tider i vores ellers så hyggelige hus. Når vi endelig får taget os sammen til noget der ligner forårsrengøring og oprydning, nyder vi den orden der derefter kan herske i flere dage efter indsatsen. Når ret skal være ret er det altså heller ikke særlig nemt at holde orden i et hus som også bebos af en teenager. Han kommer hjem fra byen og kammeraterne et par timer senere, og jeg har allerede forberedt, hvad jeg vil sige for at få ham til at fjerne de beskidte krus og glas, tomme colaflasker og det beskidte bestik som har aflejret sig omkring fjernsynet.
"Fjern lige det rod du har samlet oppe foran fjernsynet, inden du går i seng," lyder min ordre til den lapsede lemmedasker, da han smider nøglerne til den lånte bil på bordet. "Hvaffor noget rod?" forsvarer han sig straks. "Hold nu op! De tomme flasker og alt det andet skrammel,der står på sofabordet oppe ved fjernsynet. Og du må godt lige tage de chipsrester med som I har spildt på gulvet," fortsætter jeg en smule skarpere. "Ikke lige nu. Jeg skal lave lektier," lyder hans standardsvar, inden han smækker med døren og går ud til sig selv. Over for lektielæsning står selv de skrappeste forældre magtesløse, tænker jeg, da høj musik lidt senere drøner ud fra hans del af huset.
Næste morgen magter jeg ikke at se på skidtet mere og fjerner det selv. Ti kostbare minutter tager det at rydde op efter holdet af teenagere der har set fodbold i tv. Da knægten om eftermiddagen vender hjem fra skole, meddeler jeg med bitterhed i stemmen, at "nu har jeg altså fjernet alt det rod, du og dine kammerater havde efterladt oppe ved fjernsynet. "Det er ikke mig der roder her i huset. Det er dig," svarer han frækt. "Hvad SIGER du knægt? Det er det latterligste, jeg længe har hørt. "Skal jeg vise dig noget, far?" spørger han. Uden at vente på svar skubber han døren op ind til mit kontor. Papirdyngerne truer med at vælte fra det overfyldte bord ned i de dynger der dækker gulvet. Et par bøger ligger lidt hulter til bulter, og jeg har glemt at slukke computeren. "Hvem er det så der roder. Er det dig eller mig? Betyder et par tomme flasker på sofabordet egentlig ret meget i sammenligning med det her?"