Log på Forside
 
Sådan skal du vaccinere mod bluetongue
Endnu er det usikkert, hvornår der skal vaccineres mod bluetongue i den nordlige del af Jylland.
I det mørkegrønne område er første vaccination overstået. I det lysegrønne område vaccineres første gang. I det blå område er man nødt til at afvente produktionen af mere vaccine. Illustration: Dansk Kvæg.

Mangel på vaccine mod bluetongue betyder, at det endnu er usikkert, hvornår køer, får og geder i den nordligste del af Jylland skal vaccineres mod bluetongue.

Besætninger nord for en linje der går fra Esbjerg til Kolding skal alle vaccinere. Kvæg skal vaccineres to gange, får og geder en gang for at være modstandsdygtige mod bluetongue-virus.

I et område omkring Skjern-Ringkøbing er vaccinationen dog gået i gang. Det skyldes et udbrud af bluetongue i området, og her skal kvæg være vaccineret første gang inden 5. oktober.

Alle de berørte besætninger har imidlertid fået brev fra den lokale landboforening.

Du får besked

Besætninger i den nordlige del af Jylland får besked, når det lykkes at skaffe vaccine nok til at vaccinere dem også, oplyser dyrlæge Magnus Højris, Dansk Kvæg.

Hvordan beskeden vil komme ud til de enkelte besætninger ligger dog endnu ikke fast. Det er imidlertid ikke sikkert, at alle besætninger i hele området skal vaccinere dyr på én gang.

»Der er netop konstateret endnu et tilfælde af bluetongue ved Oksbøl i Sydvestjylland. Et andet tilfælde i Grindsted i samme del af landet betyder, at vaccinationerne formentlig begynder her, når vaccinen er til rådighed,« oplyser Magnus Højris.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: