Murermester Poul Erik Gravgaard fra Thyholm Murere, Per Clausen fra Møller Nielsens tegnestue og Troels Kildemoes fra ingeniørfirmaet Ellehauge og Kildemoes, viser stolt deres splinternye passivhus frem.
Murermester Poul Erik Gravgaard fra Thyholm Murere, Per Clausen fra Møller Nielsens tegnestue og Troels Kildemoes fra ingeniørfirmaet Ellehauge og Kildemoes viste stolt deres splinternye passivhus frem, da KLIMALØSNINGER Thy & Mors 24. september var i Skibet lige uden for Vejle til den store åbning af Komforthusene. 10 huse bygget efter de skrappeste energikrav.
Og det var en ægte verdenspremiere, da huset er verdens første fuldmurede passivhus.
Også klima- og energiminister Connie Hedegaard kiggede forbi de nye komforthuse på åbningsdagen. Hun sagde blandt andet i sin tale:
"Hvis det stod til mig, skulle alle huse bygges efter passivhus-standarder."
Vendt svagheder til styrker
Huset er konstrueret, så det kun bruger ni kWh pr. kvadratmeter i modsætning til de typiske 58 kW pr. kvadratmeter for et helt nyt dansk hus anno 2008. Det betyder, at huset reducerer CO2-udledningen for huse med to ton om året.
Passivhusstandarden har medført en kraftig isolering på 40-60 cm i vægge, loft og gulve. Det kunne sagtens give et klodset udseende hus, men folkene bag har vendt disse svagheder til styrker. Blandt andet har de i køkkenet lavet vindueskarm og køkkenbord ud i et, så man ikke får indtryk af en stor vindueskarm men et imponerende flot køkkenbord.
Vinduerne er et andet vigtigt punkt i passivhuset. For i modsætning til, hvad mange forestiller sig, er passivhuset netop kendetegnet ved de store vinduesarealer der trækker meget lys ind.
Vinduerne er plusenergi-vinduer, som tager mere varme ind, end de lukker ud. Derfor har det fuldmurede hus også et betydeligt udhæng over vinduerne, så rummene ikke bliver for varme om sommeren.
God til landområder
Passivhuse er et ret nyt fænomen på dansk jord, men syd for grænsen i Tyskland og Østrig er det et kendt begreb.
Populært siger man, at et passivhus kan varmes op med et stearinlys, men det lille jordvarmeanlæg, der i virkeligheden er tilsluttet, er nok så praktisk.
Per Clausen fortæller, at et passivhus nok er op til 15 procent dyrere at konstruere end typiske huse. Men at det, afhængigt af placeringen, godt kan betale sig.
Huset vil typisk være en god investering i landområder, hvor der ikke er adgang til billig fjernvarme.
www.klimalosninger.dk
Et passivhus har typisk store vinduer der trækker meget lys ind. Det er plusenergi-vinduer, som tager mere varme ind end de lukker ud.
Vægge, loft og gulve har en kraftig isolering på 40-60 cm. Det kunne sagtens se klodset ud, men ved at lave vindueskarm og køkkenbord ud i et, får man i stedet et imponerende flot køkkenbord.