
Foto: Energitjenesten
Nye bygninger isoleres i dag godt fra begyndelsen. Der er penge at spare ved at isolere tomme gamle hulmure.
Hvis du synes, at din varmeregning er for høj, er det måske en idé at efterisolere din bolig. Det gælder om at begrænse den mængde energi der forsvinder ud gennem vægge, gulv, loft, vinduer og døre. Dernæst gælder det om at "gemme" den solvarme, der kommer ind i huset gennem vinduerne, og den varme som opstår i forbindelse med vores aktiviteter i huset.
Spar penge og få et bedre indeklima
Ud over at efterisolering sparer penge til opvarmning vil indeklimaet også blive bedre. Der kommer mindre kuldenedfald fra væggene som ofte opleves som træk. Det gør det muligt at placere møblerne frit i rummet og også tæt op ad væggene.
Isolering på tre måder
Hulmursisolering når muren består af to murstensskiver med sprække imellem.Indvendigt når muren er massiv, og der er et smukt murværk udvendigt, man vil bevare. Udvendigt når husets arkitektur godt kan tåle en forandring, og man gerne vil bevare de fulde arealer indvendigt.
Hulmursisolering
Standardløsningen til langt de fleste murstenshuse er hulmursisolering. Fra ca. 1900 til 1970 blev der ofte bygget hulmure men uden isolering. Hulmursisoleringen kan dog nemt udføres, og det er relativt billigt.
Fordelen ved hulmursisolering er, at det ikke kan ses efterfølgende. Ulempen kan være, at det er en forudsætning, at muren er i god stand med hensyn til fuger og mursten. I sjældne tilfælde er der desuden risiko for frostsprængninger i puds eller mursten.
Arbejdet med hulmursisolering skal altid udføres af et specialfirma, der tager enkelte mursten ud og blæser isoleringen ind.
Indvendig efterisolering
Massive ydervægge var almindelige frem til 1920'erne og er ofte kendetegnet af smuk arkitektur. Ved indvendig efterisolering kan man kombinere bevarelse af husets ydre med et varmt og komfortabelt hus.
Indvendig efterisolering er en billig isoleringsform, der er velegnet som gør det selv-løsning.
Ulempen er, at den indvendige isolering tager plads fra rummet, og det er ofte nødvendigt at flytte el- og varmeinstallationer. Kuldebroer ved skillevægge kan sjældent undgås.
Indvendig isolering udføres nemmest med isoleringsmåtter der placeres bag en eller flere gipsplader. Bag gipsen monteres en dampspærre for at undgå fugt inde i væggen. Søg professionel rådgivning inden du går i gang, da forkert udførelse kan give fugtproblemer.
Udvendig efterisolering
Det er ofte huse af beton med stort tagudhæng der efterisoleres udvendigt.
Fordelen er, at det indvendige areal og installationerne ikke bliver påvirkede. En kedelig facade kan i samme omgang blive renoveret, da huset fuldstændig ændrer udseende. Huset bliver mere tæt, og de fleste kuldebroer kan dermed undgås.
Udvendig efterisolering er en relativt dyr løsning der kræver et specialfirma til opgaven.
Den mest almindelige teknik er montering af hårde facadebatts af mineraluld eller polystyren, der yderst forsynes med puds, mursten eller træ.