Af Merete Hattesen hattesen@landogliv.dk 33 39 47 53
»Da vi købte Randrup Mølle, der med den gamle vandmølle ligger fantastisk smukt i den fredede Nørreå-dal ved Viborg, var vi godt klar over, at det krævede noget benarbejde at få lov til at indrette hestepension. Så vi valgte fra begyndelsen at gå i dialog med kommunen sammen med landboforeningens Byggeri og teknik afdeling. Det har vi nemlig haft gode erfaringer med fra vort tidligere kvægstaldsbyggeri.«
Det fortæller Poul og Merete Justesen, der ville være sikre på, at tingene var i orden og blev gjort rigtigt første gang. Og de synes selv, at de har haft en rigtig god dialog med kommunen.
Men ikke uden sværdslag - for kommunen stod stejlt på at ville bevare det smukke landskabs eksisterende konturer. Det måtte et nyt byggeri ikke ødelægge.
»Problemet var egentlig ikke at få lov til at bygge ridehal og udendørs ridebane - men at blive enige om hvor,« fortæller Poul Justesen.
Det endte med et kompromis, hvor kommunen fik lov at bestemme bygningernes farver og ridehal og ridebanes placering, da den ikke var tilfreds med parrets oprindelige forslag.
»Vi blev nødt til at vende den udendørs ridebane en halv omgang og grave den lidt ind i en skråning. Og ridehallen skulle gemmes lidt af vejen et godt stykke fra de øvrige bygninger, før kommunen var tilfreds,« fortæller Poul Justesen, der også rensede en sø op efter kommunens ønske.
Til gengæld fik familien så lov til at renovere staldbygninger og bygge ny ridehal og ridebane. Plus en tilladelse til at holde heste på en ejendom, hvor der ikke har været dyr de senere år (ingen DE). For kommunen ville jo gerne have markerne afgræsset - som den bedste naturpleje.
»Lige inden byggeriet startede, kom museets folk og gravede området ud som en fast procedure. Og sørme om de ikke fandt et langhus der var 3.800 år gammelt. Det var faktisk meget spændende. Selvom det var os der skulle betale for udgravningen,« smiler Poul Justesen.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: