Det er slet ikke fordi jeg går op i biler. Bare de er nyvaskede, rengjorte, skinner om kap med solen og fungerer fuldstændigt lydefrit, er jeg sådan set tilfreds.
Ok, sådan er det ikke altid med vores to biler. Ikke på grund af min manglende vilje, men dels kniber det med tiden, dels er det mest mig der kører i varevognen. Og ligefrem at bruge timer på at gøre personbilen ren, når det er de andre der bruger den - ja, det gør jeg så også en gang imellem.
Heldigvis er min kloge kone meget forstående over for en interesse, som hun overhovedet ikke forstår. Det er skam helt i orden, jeg pusler om bilerne, når jeg er færdig med at hjælpe med madlavningen!
Allerstørst er hendes forståelse de gange, hvor jeg har købt ny bil.
"Det bestemmer du, det er alligevel dig der har mest forstand på det," siger hun blidt, når jeg forsigtigt forelægger mine planer.
Hvor lidt hun egentlig går op i det med, hvilken bil vi har, blev afsløret sidst vi købte en af slagsen. Under indtryk af den almindelige velstand investerede jeg i en bil der kostede noget over gennemsnittet.
Da den et par dage efter leveringen skulle på værksted for at få monteret absolut nødvendigt ekstraudstyr, var det hende der afleverede den.
"Er du så tilfreds med den nye bil?" spurgte han på værkstedet en anelse spændt.
"Jo, såmænd, jeg er tilfreds, bare den kan starte," svarede hun til hans forbløffelse.
Og min med, sådan set, da jeg hørte historien genfortalt.
Min interesse for biler går meget langt tilbage. I lang tid måtte jeg døje med beretningen om, hvordan jeg den første dag i første klasse oplyste de måbende klassekammerater om, at min far kørte SAAB. Min barndom gik med at samle modelbiler, og selv i de oprørske 60'ere og 70'ere fulgte jeg nøje med i hver eneste ny bilmodel.
Flere hundrede modelbiler prydede væggene i min og min brors værelse, og selv i dag vil jeg stort set være i stand til at rable motorstørrelse og ydelse på de fleste europæiske biler fra 1958 og fremad op i søvne.
Jeg fik kørekort på rekordtid, fordi jeg allerede i 10 år på bagsædet havde siddet og koblet ud og til, skiftet gear og blændet op og ned på de rigtige tidspunkter. Jeg opdelte mine forældres venner i, hvem der kørte godt - de var i orden - og hvem der kørte knap så godt - dem gad jeg ikke snakke med.
Sådan har jeg det slet ikke mere. Højest kan jeg finde på stille at sige, at det er da egentlig mærkeligt, at denne her bil har seks gear, når det kun er de fire der bliver brugt, hvis jeg kører med folk som måske slet ikke har opdaget, at deres bil har seks gear. Jeg gør dem jo nærmest en tjeneste med oplysningen, synes jeg. Men sådan bliver den slags bemærkninger slet ikke modtaget.
En betydelig del af min ungdom gik med at ligge under eller stå bøjet over en Fiat, en Mascot, en Citroën, en ...
Ja, jeg kan huske alle mine biler, men det fylder for meget at remse dem op. Hvert eneste køb har været "et godt køb". Det kan de mange forhandlere med sikkerhed bevidne.
"En rigtig dreng," kaldte mine forældre mig, og det udtryk har jeg husket, for på mange andre punkter var jeg meget langt fra at være "en rigtig dreng".
Ikke mindst når jeg tudede, fordi min far lavede en bule i bilen!
Nå, det med buler er min egen lille familie heller ikke forskånet for. Navnlig ikke efter at teenagerne har fået kørekort.
For nylig fik varevognen en af slagsen. Det var da, jeg besluttede, at en gammel drøm skulle gå i opfyldelse: Jeg ville have ekstralygter på min bil.
Jeg ved godt, at det mest var noget man havde i 70'erne, men det var jo også en god tid! Og den flinke mekaniker havde faktisk et par stykker liggende fra den gang han kørte rally.
"De er ret store, måske vil du se dem, før jeg sætter dem på?" spurgte han forsigtigt. Men det fandt jeg overhovedet ingen grund til.
Men de er enorme, kunne jeg konstatere, da jeg hentede bilen.
"Det næste du skal have er briller," sagde en anden mekaniker i forbifarten.
Om aftenen tilbød jeg selv at køre til byen for at hente en god ven der havde været til fest.
"Måske er der nogle der vil se mine nye forlygter," sagde jeg, inden jeg forlod vores hyggelige middagsbord.
"Godt det ikke er mor der siger det," lyder det lynhurtigt fra den lapsede lemmedasker.