"Har du købt sådan en? Det var da utroligt!"
Min kloge kone kan næsten ikke holde sig for grin, da jeg vender hjem fra den daglige indkøbstur i Brugsen. Jeg ved da også godt, at man skal lade være at købe nogle af alle de tilbud, som de små tv-apparater reklamerer for, mens man går gennem butikken. Men dels er min ny ananas-skræller noget helt ud over det sædvanlige, dels er ananas på tilbud.
"Du siger jo selv, at vi skal have mere frugt, så hvad er der nu galt?" kan jeg ikke lade være at svare i en lidt halvsur tone.
"Ja, ja, men den der reklame er jeg gået forbi 100 gange, og den irriterer mig grænseløst," lyder det fra min kloge kone.
"Desuden duer den slags mirakelværktøj aldrig!" fastslår hun i en sikker tone. Og hun må jo vide det: Det var nemlig hende der købte et apparat, der kunne dele æbler op i både med et snuptag samtidig med at kernehuset blev skåret ud.
"Ritt Bjerregaard bruger sådan en hver dag, så hun kan spise sine egne æbler," oplyste min forholdsvis kloge kone efter købet.
Måske spiser Ritt alligevel ikke så mange æbler, som hun vil give det indtryk af, eller også er hendes æbledeler bare af en bedre kvalitet end vores. I hvert fald gik den ret hurtigt i stykker. En ny - lidt dyrere - blev indkøbt, men den er blevet væk.
"Sådan skal det ikke gå med min ananas-skræller," tænker jeg for mig selv og får lidt klodset rent faktisk skrællet og skåret en skive af en saftig ananas fra Jamaica til bare 11 kroner.
"Se!" triumferer jeg, og selv min kloge kone må modstræbende give mig ret: Det er faktisk ret så let.
"Nu kan vi endelig få noget mere frugt på en let måde," triumferer jeg.
"Er det måske noget, du går særlig meget op i?" lyder hendes logiske spørgsmål. Og på det punkt må jeg nok - i mit stille sind - give hende ret. Jeg er en af de utallige danskere der slet ikke når op på 600 gram frugt om dagen.
Og det er i hvert fald ikke min kones skyld. Hun forsømmer sjældent en lejlighed til at tilbyde mig frugt på tidspunkter, hvor jeg helst vil have alt muligt andet. Kage for eksempel.
Men jeg kan simpelthen ikke fordrage at blive mindet om, at jeg bør leve sundere.
"Du har godt af det," kan hun finde på at sige, mens hun demonstrativt tager en bid af sit æble, og jeg lige så demonstrativt ser den anden vej og siger, at selvfølgelig har jeg lyst til frugt - bare ikke lige nu.
På det punkt har jeg en forbundsfælle i den lapsede lemmedasker.
"Jeg skal nok selv sige, når jeg har lyst til frugt," meddeler han sin velmenende mor i et tonefald, der er en del mere uvenligt end mit. På den anden side passer det godt sammen med hans nye karseklippede image.
"Jeg forstår det ikke," siger hun og skræller en appelsin, mens husets to mænd kigger sammenbidt på henholdsvis tv og computer.
Det er morgenen efter, at jeg mener, at hævnen må være sød. Det er min fornemmelse fra 25 års samliv, at min kloge kone har det på samme måde som jeg: Hun hader at blive nødet!
"Vil du ikke have et stykke nyskrællet ananas, søde?" spørger jeg ved morgenmaden.
Hun ser et kort sekund på mig, inden hun svarer, og det går op for mig, at det her har taget en helt forkert drejning.
"Hvor er det dejligt, at du endelig har indset, hvor sundt det er med frugt. Så er det måske alligevel ikke nogen dårlig idé med den ananas-skræller!"