Ønsker man at starte en større hestepension med ridehal, udendørs ridebaner og rytterfaciliteter, skal kommunen have en situationsplan sammen med ansøgningen.
Hos Bygningskontoret Nord oplever vi lige nu en stigning i ansøgninger fra ejere af landejendomme, der ønsker at lave en større hestepension eller lignende erhverv med heste - med tilhørende faciliteter som ridehal, udendørs ridebaner og rytterfaciliteter.
Vi kan kun gætte på, at en af årsagerne til denne tendens blandt andet er den nye hestelov. Mange rideskoler og pensioner i byerne får svært ved at efterleve kravene i den nye lov. Måske er det derfor, at hestefolk på landet nu ser chancen for at fremtidssikre det gode hestemiljø i Danmark. Og laver nogle gode faciliteter til hestefolket i naturskønne omgivelse, og med den plads og frihed som hesten har krav på.
Landzonetilladelse til driften
Det er selve "driften" af en hestepension eller lignende, som kræver en landzonetilladelse. Det vil sige, at kommunen blandt andet vurderer, hvordan byggeri og øget bil- og persontrafik påvirker området.
Der skal laves en situationsplan som viser P-pladser (antal biler), møddingplads, afløb og kloak, udendørs ridebaner, trailer-vendeplads m.m. I de projekter, vi har lavet, beskriver vi desuden hele tanken i projektet.
For at få den "rigtige" tilladelse, skal vi sammen med bygherre være sikre på, at kommunen ved præcist, hvad den giver tilladelse til. I tilladelsen indskrives nemlig de ting, vi har bedt om på tegninger og beskrivelser. De ting som var tænkt, men som aldrig kom på papir, er der reelt ingen tilladelse til. Så det handler om at få tænkt rigtigt og grundigt fra starten.
Stald og ridehal
Ved nybyggeri af stald eller ridehal skal kommunen have et projektmateriale med situationsplan, plan-, snit- og facadetegninger samt en beskrivelse af materiale og farvevalg.
Hvis nogle eksisterende bygninger kan anvendes, kan der i nogle tilfælde nøjes med et mindre materiel. Det vil altid være en afvejning efter dialog med kommunen.
Vær i god tid
Erfaringsmæssigt tager det cirka et halvt år at få en landzonetilladelse - inklusiv to gange fire ugers høring. Som oftest har miljøafdelingen også været involveret, inden landzonetilladelse gives. Herefter kommer den egentlige byggesagsbehandling.
Man må påregne, at der kan være en vis kø i sagsbehandlingstiden. Og det er vores erfaring, at der skal påregnes en del kommunikation med kommunen under hele forløbet.
Agronom og bygningskonsulent Tina Bjerre, Bygningskontoret Nord.