Log på Forside
 
Varmere somre giver nye afgrøder
Ny klimabog fra Århus Universitet:

Vi får varmere somre med mindre regn, nye afgrøder på markerne og nye lokale fiskearter at lægge på stegepanden. Til gengæld må vi hive regntøjet frem noget oftere om vinteren - men droppe paraplyen, for der kommer også mere blæsevejr. At stå på ski på Danmarks marker og bakker kan vi lige så godt skyde en hvid pind efter, for sne bliver mere og mere sjælden.

Det er nogle af budskaberne som kan læses i den nye bog: Klimaændringer: Menneskehedens hidtil største udfordring. Bogen er skrevet af en række forskere fra Aarhus Universitet, herunder forskningsprofessor Jørgen E. Olesen fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet.

Han har skrevet om, hvordan klimaændringerne vil påvirke Danmark frem til 2100. Her en lille forsmag på indholdet:

Danmark og danskerne vil generelt få fordele af et varmere klima. Landbruget vil kunne øge produktionen, og vi vil reducere udgifterne til boligopvarmning. Ulemperne er især knyttet til flere storme, mere intens nedbør, mere vinternedbør og vandstandsstigninger. Det øger risikoen for oversvømmelser og skader, som kan være meget tabsgivende.

De varmere somre og mildere vintre vil være at mærke med en forventet temperaturstigning på i gennemsnit 3-5°C. Sommerregn falder der 10-15 procent mindre af, mens der om vinteren forventes at falde 20-40 procent mere nedbør. Det bliver fortrinsvis i form af regn, da sne falder der 70-90 procent mindre af.

For landmænd er der udsigt til at dyrke nye typer af afgrøder i en længere vækstsæson. Til gengæld bliver der med al sandsynlighed hyppigere brug for at sprøjte mod skadedyr, svampe og ukrudt, da de også får kronede dage med højere temperaturer.

Den almindelige forbruger vil mærke en lettelse på varmeregningen. De sparede penge går til gengæld til dyrere forsikringer, der skal dække stigende problemer med oversvømmelser og storme. Især de lavtliggende og kystnære områder får klimaændringerne at føle, da vandstanden forventes at stige med en halv meter, og der bliver øget nedbrydning af kystlinjen.

MeHa

"Klimaændringer: Menneskehedens hidtil største udfordring" kan downloades på www2.dmu.dk/pub/mb13.pdf - eller købes via www.hovedland.dk

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: